Sovjetisk penthouse...

Min medpraktikant Kirsten og jeg bor sammen i en lejlighed i Vilnius. Det er en udmærket lejlighed. To værelser, stue/køkken og et rummeligt badeværelse med vaskemaskine. Blot har lejligheden lige det der strejf, I ved, af god gammel østblok.

Farvesammensætningen er - som vi siger i diplomatiet - interessant, og møblementet er ærligt talt lidt forvirret sammensat. Nuvel, jeg ved godt, at jeg kommer med alle mine danske idéer om enkelhed, funktionalitet og lækre materialer, og at jeg ikke kan forvente Wegner-møbler (fred være med ham) i et land, hvor gennemsnitslønnen er en lille tussebasse om måneden. Og det er s'gu også fair nok. Boligen fungerer efter hensigten; vi har et sted at sove og lave mad, og vi kan i tilgift snuppe et bad i ny og næ.

Nedenfor vil følge en lille fotoreportage fra vores penthouse. Vi bor i en taglejlighed i 5. sals højde.


Her er vores køkken. Som det fremgår, er det ganske nyt og faktisk udmærket. Særligt er jeg begejstret for væggen i venstre side af billedet, der med sin støvede, rosa farve giver det hele et skær af pigeværelse.





Til højre er den ene del af stuen, der ligger i forbindelse med køkkenet. Bemærk de rustikke lænestole, der bringer en lystig hilsen fra svundne USSR-dage. Kirsten har i øvrigt en matchende sofa på sit værelse, det heldige asen.

Som det fremgår entrerer vi også med et TV, der er et sandt overflødighedshorn af baltiske, russiske, hviderussiske og polske kanaler. Forleden så vi en smule af The Patriot - synkroniseret. Givetvis for at spare penge har man én herre, der lægger stemme til alle de mandlige roller, og én dame, der lægger stemme til alle de kvindelige roller. Det bliver lidt trivielt i længden og faktisk også en kende frustrerende, da man stadig kan høre de originale stemmer i baggrunden. Ja ja jeg ved godt, at DR har gjort det samme med Emil fra Lønneberg. Men selv om det sikkert kan forklares med følelser af tryghed i underbevidstheden, er det altså noget andet, når Thomas Winding fortæller.


Her er så den anden halvdel af stuen. Den ellers hvide sofa er klogeligt forsynet med et betræk, der er så godt som vandafvisende - ifølge de to drenge der boede her før os.

Lejligheden ejes af en ung mand, der skriver post doc. i USA. Hans far, der er professor i fysik ved universitet her i byen, fungerer som vores land lord og kommer månedligt og opkræver husleje. Vi har endnu ikke set noget til kongens foged, så vi er fortrøstningsfulde.

Den smagfulde dyne med fartstriber ligger ovenpå min seng. Jeg har et fint lille værelse med alt, hvad hjertet kan begære. Som det vil fremgå af de næste par billeder, har jeg adgang til en reol, et tøjstativ og sågar en af de der hotel-apparater til at hænge bukser og jakke på.

Selv om jeg var ved at slæbe mig ihjel i lufthavnen, har det hidtil været vanskeligt at fylde reolen helt op. Men jeg må komme efter det med voldsomme indkøb af rædsomme souvenirs, bøger og lignende. Og til dem der måtte tænke over det: ja, det er min slåbrok på billedet til venstre. Den kan jeg under ingen omstændigheder klare mig uden. Endvidere er det også mit indtryk, at Kirsten er glad for at jeg har den med, når jeg om morgenen vakler ud mod brusekabinen.

Og apropos bad, så følger her det sidste billede i denne omgang. Det er vores glimrende lille bad og toilet stilsikkert indrettet med alle fornødenheder - inklusiv en elektrisk varmtvandsbeholder. Bare for det tilfælde, at den offentlige forsyning skulle sætte ud. I øvrigt har vi to gange haft strømafbrydelse i løbet af vores hidtil korte ophold...

Hermed slutter reportagen for denne gang. Kirsten er færdig med opvasken, og vi damper lige straks ud til TV-tårnet, hvor sovjetiske tropper i 1991 dræbte 14 ubevæbnede demonstranter, der agiterede for Litauens ret til som en selvstændig nation at have råderet over medierne. Det er måske lige at stramme den lidt overfor storebror i Kreml, men jeg synes nu, at kravet var rimeligt nok.

I aften står den på et besøg hos Vilnius' koncerthus, hvor vi skal høre lidt Beethoven. Jeg er pjattet med det, og Kirsten har meddelt, at hun agter at udvide sin horisont - sådan!