En våd attaché, officielt besøg fra og i København og noget om hvordan man stjæler en diplomatvogn

Hold fast min ven. Denne post bliver et værre sammensurium af et udvalg af det sidste lange stykke tids begivenheder. Meget vand er som sædvanlig løbet i åen, eller skulle jeg efterhånden snarere sige i floden, siden jeg for alt for længe siden digtede noget her på bloggen. Men sådan er det; jeg håber, at I kan trøste jer med, at intet nyt som regel er godt nyt.

Nå, hvor skal vi begynde... Jeg var på Roskilde Festial i den forgange weekend. Mit kor slog til igen og optrådte lørdag som en event - det, der oprindeligt på dansk hed en happening. Vi væltede rundt i røjsere samt kjole og hvidt og underholdt godtfolk med lidt forskellig skønsang. Skal jeg sige det selv, var vi faktisk en ganske stor succes. Billedet herunder takker vi vor udsendte fotograf, Løjse, for.

Ugen op til Roskilde tilbragte jed med et officielt besøg i Danmark. Jeg skulle til bryllup hos et par gode venner fra historie, Katrine og Morten lørdag den 30., og da jeg havde en god sjat fridage til overs, tænkte jeg, at jeg ville blive i København en uges tid og snuppe Roskilde med. Efter en kort mellemlanding hos Anja og Troels opslog jeg mit hovedkvarter i Krokodillegade aka Alligatorvej aka Reptilstræde i Nyboder, hvor jeg passedede kat for Freja og Tom, der drog mod Østersøens Perle for at fejre en uges regnvejr i hinandens charmerende selskab. Ugen gik med at hilse på familie og venner. Og som altid gik tiden rasende hurtigt. Men det var godt at se jer alle igen.

Juni måned har budt på mange forskellige begivenheder. Blandt andet har jeg haft besøg af fire strigler, Sille, Vibe, Kamma og Julie, fra historie/retorik. Det var en interessant weekend, hvor vi blandt andet af Svenn lærte, at han aldrig låner sin cykel ud til piger, endsige lader dem sidde bagpå, idet piger øjensynligt bliver gravide af at sidde skrævs over en cykel. Svenn kommer fra en meget, meget lille flække uden for lands lov og ret i Norge. Det var ligeledes weekenden, hvor Vibe gik skridtet videre end Caspar, der stak ild på menukortet på Pegasus. Vibe lavede bål i lejlighedens brødrister under et forsøg på at dulme sine dunderdrenge med et stykke ristet brød. Branden blev dog slukket og skandalen afværget.

Jeg selv fik gjort mig tykt til grin under en intensiv dans på pejsens marmorhylde på Writer's Union - til Gipsy Kings' lystige toner. Min dans var så intens, at den tiltrak en svært nærgående litauisk kvinde, som ganske uden hensyn til intimsfærer invaderede mit personlige kropsrum. Til alt held var under denne tumult iført en T-shirt med svensk flag og skriften "Absolut Svensk". Således skulle der være en rimelig chance for, at den svenske ambassade modtager klagerne over udskejelserne. Det var også under dette besøg, at jeg endelig fik taget mig sammen til fra Reval Hotel at låne skiltet på billedet nedenfor. Folk der som jeg elsker porter og stout - eller bare har en meget plat humor - vil formentlig finde det underholdende.

Juni var også måneden, hvor vi fejrede Skt. Hans af flere omgange. Fredag den 22. drogvi en flok af de herboende raske, unge mennesker til en hytte udenfor Vilnius, hvor en af de svenske piger, Paula, anbefalede sig med svenske sild, nye kartofler, purløg, creme fraiche, øl og brændevin samt et sandt skatkammer af snapsesange samlet i et lille hefte. En af vore spanske kolleger, Karl, var ikke helt så begejstret for snapsen/vodkaen indledningsvis. Som bekendt skal der drikkes efter hver sang, og vi var nogle stykker, der var ganske offensive på den front. Men efter fem-seks sange spurgte Karl da helt af sig selv, hvornår fa'en vi skulle synge en sang til...

De glimrende faciliteter vi omgav os med inkluderede desværre også en robod. Jeg gav naturligvis tre damer en lille aftentur i skuden, og en af pigerne noterede sig, at der tydeligvis var fest på den anden side af søen. Det måtte naturligvis undersøges, og vi ramlede da også ind i en årgang fra Vilnius' Tekniske Universitet, der holdt kandidatfest. De var svært gavmilde med drikkevarerne, og som en lille gestus lærte jeg vore nye venner at lege "røvkrog", som er et særligt norst tegn på venskab, som Svenn har lært mig.


På et tidspunkt havde jeg leget tilpas meget røvkrog til, at det var på tide at komme hjem i seng. Jeg installerede den ene dame i robåden og stævnede hjem over bølgen blå. Da vi anløb badebroen tog vinden desværre pludselig til således, at jeg stod bagud ad båden. Meget uheldigt taget i betragtning, hvor meget tøj jeg havde på. Nå, jeg fik smidt de våde klude og bevæget mig i seng, hvilket vist var passende på det tidspunkt... Bort set fra at jeg havde efterladt to af pigerne ved den litauiske fest. Satans. Jeg iførte mig - klog af skade - badebukser og satte let slingende kurs mod den modsatte side af søen. Blot for at finde ud af, at pigerne havde tilkaldt en af vore fælles venner, der var ædru og i bil, for at køre dem hjem. Hm. Så meget for galanterierne. Men jeg fik da entret en af hyttens svedestuer i mine baderør og fik en usædvanlig dyb og begavet snak med en af de unge kandidater. Derefter var en pigerne så elskværdig at følges med mig tilbage i båden, nu da jeg havde kæmpet mig over søen.

Dagen efter måtte jeg drage tilbage til Vilnius blot i underbukser og med et håndklæde om livet; mit tøj var stadig gennemblødt. Vores hyrede minibus smedos af ved katedralen, og jeg gik glad og fro op ad Gedimino Prospekt og solede mig i folks undrende blikke og slet skjulte smil - helt uden at tænke over, at jeg havde glemt min telefon i bussen. Meget behændigt.

Det var i den anledning, at jeg den efterfølgende uge fra ambassaden ringede til min telefon for at høre, hvor i verden den mon befandt sig. Det viste sig, at busselskabet har kontor ved lufthavnen. Jeg spurgte vores rare konsul, om nogen mon skulle i lufthavnen den dag? Vel vidende, at vores chauffør havde fri, idet både ambassadøren, ambassadesekretæren og Kirsten havde fri i anledning af besøg af Folketingets Erhvervsudvalg med Bendt Bendtsen i spidsen (her kom det officielle besøg fra København ind i billedet!). Konsulen tilbød mig at låne ambassadens vogn, så jeg kunne hente min telefon i lufthavnen. Jeg forsikrede hende, at det skam ikke var det, jeg fiskede efter. Men at jeg da i så tilfælde lige kunne køre på posthuset, hente danske aviser i lufthavnen og den slags. Af sted det gik med diplomatpladerne på... Jeg kørte nu ganske hæderligt. Fulgte trafikken så at sige.

Dagen efter vores svenske midsommerfest var der i øvrigt Skt. Hans-fest på ambassaden for herboende danskere. Det var et herligt gilde med tørvejr, grillmad, rigelige mængder rødvin samt 2000 cigaretter venligst skænket af en vis Prince John. Jeg regnede lidt på det, og antallet svarede til - idet det forudsættes, at børn ikke behøver at ryge - at alle voksne, rygere som ikke-rygere, skulle fyre lige under to en halv pakke af hver. Det lykkedes ikke, kan jeg fortælle. Til gengæld har Kirsten og jeg nu rigeligt med cigaretter at bestikke chaufføren med.

På vej hjem fra byturen efter bemeldte Skt. Hans-fest bestemte jeg mig i øvrigt for at kære de sidste 400 meter hjem i taxa. Overflødigt vil mange mene, men jeg var træt, træt til døden, og ville forfærdeligt gerne i seng. Da vi standsede ved Operaen, som jeg havde bedt om, forlangte kusken imidlertid mere end det dobbelte af, hvad turen burde koste. Og jeg havde ikke set, at han havde undladt at slå taxameteret til. Jeg tilbød ham lidt mere, end hvad turen burde koste. Det var imidlertid ikke tilfredsstillende, chaufføren forlangte hårdnakket sine 21 kroner.

Jeg blev naturligvis mopset, lagde armene over kors og nægtede at betale. Med det resultat at chaufføren flåede slæden i første gear og kørte som død og helvede til udkanten af byen, hvor vi standsede ved en politistation. Han prøvede åbenbart at skræmme livet af mig med politi og alting, men efter længere tids parlamenteren med en betjent, der virkelig ikke gad at bruge sin nattevagt på den slags pjat, indgik vi et forlig til min fordel. Jeg bad om at blive kørt tilbage til Operaen, idet jeg ikke havde noget at gøre i forstæderne på den tid af døgnet. Det forlangte taxa-fanden naturligvis endnu flere penge for, men aftalen blev, at jeg kom tilbage mod at han fik sine 21 kroner. Det passede ham bestemt ikke, og der blev råbt mange ting efter mig, da jeg forlod hans bil. Til gengæld fik jeg en taxatur og en god historie for en flad tyver. Det er s'gu da i orden.

Se så mangler vi stadig at fortælle om min fine cykel, om sangernes besøg i Vilnius og sikkert en masse mere. Men det bliver senere, for nu skal jeg i kurven - godnat og sov godt.