Vilnius bliver aldrig sig selv igen...

Så er det en uge siden, de kom, Karen, Kathrine og Caspar, og indtrykkene har så småt bundfældet sig. Det var et besøg, jeg havde set meget frem til. De tre var de første til at melde deres ankomst herovre. Jeg havde dårligt fået praktikpladsen, før Kathrine kunne underholde med, at de ville ankomme d. 20. april - og nej, det var ikke specielt i anledning af Førerens fødselsdag...
Caspar dukkede op ved middagstid; pigerne ankom først halv seks, hvilket gav Caspar og Deres udsendte rigelig tid til at smage på det lokale bryg og skifte til standsmæssig påklædning inden afhentning af pigerne i lufthavnen.
Ankomsten fejredes på behørig vis med springende propper, røverhistorier og gensynsglæde af en anden verden. Den vellykkede velkomstceremoni valgte vi at fejre ved at gå på bar; SkyBar, som alle udsættes for herovre. Udsigten over byen er også glimrende, det kommer vi ikke udenom. Middagen blev indtaget på ukrainsk restaurant, hvor maden er god, solid samt billig og øllet flyder fra hanerne i stride strømme. Efter middagen gik turen til baren SMC, som ligger i tilknytning til Contemporary Art Center.
Jeg skal gerne indrømme, at begivenhederne for min del her fortaber sig lidt i glemselens tåger, ligesom det åbenbart var nødvendigt at den unge Kathrine Richter støttede mig på vej op ad trappen ved vores hjemkomst. Dette vel at mærke efter, at jeg havde spredt almen panik ved først i sjette forsøg at ramme den rigtige talkombination på dørtelefonen. Syv taster i bestemt rækkefølge - det er s'gu da også utaknemmeligt! I øvrigt forlyder det fra pålidelig kilde, at Caspar under opstigningen anbefalede frk. Karen sammen med ham at holde sig lidt bagved på trapperne, så de slap for at hjælpe Kathrine med at slæbe praktikanten op til femte sal. Den mand er behændigheden selv, hvilket også skal komme til udtryk senere i denne beretning.

Den påfølgende dag indtog vi en udmærket morgenmad på St. Valentino, hvorpå turen gik til Filharmonien, hvor billetterne til aftenens koncert skulle afhentes. Efterfølgende valfartede vi via et værtshus til et lille marked, hvor de unge damer købte sig fattige i handsker, huer, sjaler og alskens øvrige herligheder, alt imens Caspar og jeg kiggede langt efter en ølhule. Efter veloverståede forretninger fortsatte vi over domkirken til KGB-museet, som jeg besøgte for fjerde gang. Men faktisk er udstillingerne så omfattende, at jeg opdager noget nyt hver gang.

Aftenen stod som nævnt i finkulturens tegn; vi iførte os aftenuniformerne, indfangede frk. Friis og drog alle fem mod Filharmonien, hvor symfoniorkesteret trakterede vore sarte øren med Beethoven og Brahms. Ulykkeligvis havnede jeg ved siden af en ret svær litauer, der trak vejret så hans briller var ved at forsvinde op i emhætten på ham. Det larmede afsindigt og var ganske forstyrrende - men gav mig en glimrende undskyldning for at læne mig lidt ind over Karen. Man må se det lyse i enhver situation.
Efter den udmærkede koncert smuttede vi ned på restaurant Pegasus, som tidligere er blevet omtalt her på bloggen. På vejen blev vi som vanen byder antastet af en lille fed mand, der ville lokke os ned på sin nærliggende stripbar. Sulten hjalp os dog til at modstå fristelsen. På Pegasus indledte Caspar, behændigheden selv, det, der skulle blive en sand kavalkade af særlige danske tegn på venskab. Det første tegn blev givet, da Caspar elegant stak ild på menukortet, som han uforvarende stak ind i et fyrfadslys, da han skulle kurtisere en ung dame.
Laminerede menukort lugter fælt, når man brænder dem af, og betjeningen påpegede da også, at de godt havde kunnet lugte noget oppe ved baren. Caspar smilede panser-smilet, hvorpå vores tjener kundgjorde, at vi ikke skulle tænke mere over det lille uheld med menukortet. Maden var som vanligt ganske glimrende, og Kathrine fik øjnene op for sydamerikansk rødvin; i dette tilfælde en argentinsk malbec, som hun priste i høje toner, imens vi andre drak grådigt af den.
Om det var denne aften eller aftenen før, det blev bestemt, at jeg skal flytte i lesbisk kollektiv med Karen, husker jeg ikke præcist. Men sikkert er det i hvert fald, at jeg skal tillægge mig navnet Rosenknop, maskeres som ko og diskret stå i et hjørne og sige 'muueh', imens jeg håber på at blive malket. Ak ja, en minderig weekend var det.

Aftenen fortsatte på Writer's Union; forfatterforeningens bar, som ligger godt gemt i en grå og anonym bygning. Her blev flere af os antastet af stærkt berusede litauere.Kathrine blev på det nærmeste forfulgt af en herre, som meget insisterende og nærgående bød op til dans. Flere gange. Jeg selv blev sparket i røven af en andenrangs litauisk forfatter, der blev mopset over, at Caspar og jeg - efter litauerens mening - optrådte meget autoritære i smoking i det kulturradikale forum. Eller 'sparket' er måske så meget sagt. Han var så fuld, at han måtte støttes af en kammerat, og det var kun med nød og næppe, at han ramte mine balder med hvad, der vel nærmest på betegnes som et tjat. Makkeren undskyldte på voldsmandens vegne, og vi skiltes i bedste forståelse. Måske det faktisk var et særligt litauisk tegn på venskab?

Efter Writer's Union gik turen til Paparazzi, hvor jeg opførte fjerde tur af ambassadør-dansen, som er et særligt dansk tegn på venskab. Dansen er berammet til mere end tre døgn, hvorfor kun dele af den blev opført.Søndag gik turen traditionen tro til Villa Alicante, hvor spa, tyrkisk bad, massage og sauna ventede os. Endnu engang bekræftedes det, at det er en glimrende måde at indlede dagen-derpå. Såvel Caspar som Kathrine optrådte til alles store begejstring i deres undertøj; et særligt dansk tegn på venskab.
Eftermiddagen tilbragte vi i Uzopis, hvor vi beså Forfatningen, frokost og fadøl. Ligesom en spadseretur i kvarteret viste os, at der i Vilnius ikke er langt fra nypolerede facader til faldefærdige rønner, der stadig tjener som boliger. På Tores fik vi vores eftermiddagskaffe, inden pigerne gik hjem for at sunde sig inden aftenens udfoldelser. Caspar og jeg holdt som et særligt dansk tegn på venskab fanen højt og nappede en fadøl, imens livets mange aspekter, glæder og genvordigheder blev vendt og diskuteret.
Den gode Caspar, i weekendens løb faktisk udnævnt til Lilleskøgen af Gadstrup, havde i et øjebliks sindssyge fået bestilt flybillet med afgang klokken 0700 mandag morgen. Forsøg på at ændre afgangen til 1255 slog fejl, hvorfor konklusionen var, at det ville være håbløst at gå i seng søndag aften. Jeg havde heldigvis taget fri mandag, så det blev besluttet, at vi alle holdt Caspar med selskab natten over. Timerne forløb på festligste vis. Blandt andet havnede vi på Prospekto Pub, som har en stripstang stående til gæsternes frie rådighed. Omkring den blev 11. tur af ambassadør-dansen opført - naturligvis som et særligt dansk tegn på venskab.
Før vi anede det, var det på tide at sende Caspar afsted. Vi iførte ham smoking- af flere årsager; dels så den ikke blev krøllet, og dels fordi mange folk ofte bærer over med berusede folk, hvis de er iført smoking. Mente vi i hvert fald på det tidspunkt. En besked modtaget fra Lilleskøgen af Gadstrup, skal her gengives:

"Er i lufthavnen i en solid kø uden forståelse for at jeg vigtigst af alle kæmper en håbløs kamp mod uvidenhed, og en smule imod aids (dog kun i ulige min. tal) er vist den mest stive i lufthavnen, og er også selv pænt fuld."

Efter denne betryggende opdatering kunne Karen, Kathrine og jeg hengive os til dagens store projekt: at vække Kirsten med morgensang i anledning af hendes fødselsdag. Det blev gjort på slaget syv, hvorefter Kirsten blev bedt om at gå i bad og gøre klar til at indtage morgenmad på Garden Brasserie. Mindre heldigt var det, at vi andre faldt i søvn, imens hun var i bad. Således måtte fødselsdagsbarnet selv indtage morgenmad og gå på arbejde. Men vi kompenserede senere med blomster og gaver på ambassaden, der naturligvis skulle fremvises for damerne.Herefter var en større shoppingtur programsat, hvor i særdeleshed Kathrines shopping-gen gik amok og sendte hende ud på en sand odyssé rundt i Europacentret. Karen forbarmede sig og indtog en kop kaffe sammen med Deres udsendte, alt imens hun fik digtet et par postkort.

Efter vel overstået powershopping fik vi efter en gribende afsked installeret Kathrine og Karen i en hyrevogn og sendt dem trygt af sted mod lufthavnen, hvor privatflyet ventede på at føre dem mod Kongerigets velkendte og solbeskinnede kyster.

Jeg selv satte mig i sofaen og kiggede tomhjernet ud i luften. Endnu en meget intens weekend var forbi, og hvis jeg skulle have alle historierne med her, ville denne post blive umenneskeligt lang. Men jeg håber at mine dejlige gæster vil supplere med kommentarer, hvis de føler, at noget mangler.

Nu vil jeg lave mig lidt biksemad af resten af koteletterne og kartoflern fra i går. Kirsten har fået prinsgemalen på besøg, og de er smuttet ud for at få lidt sen frokost - jeg benytter lejligheden til at berede lidt husmandskost til mig selv.

Tak for besøget venner, pas på jer selv - vi ses derhjemme.