En våd attaché, officielt besøg fra og i København og noget om hvordan man stjæler en diplomatvogn

Hold fast min ven. Denne post bliver et værre sammensurium af et udvalg af det sidste lange stykke tids begivenheder. Meget vand er som sædvanlig løbet i åen, eller skulle jeg efterhånden snarere sige i floden, siden jeg for alt for længe siden digtede noget her på bloggen. Men sådan er det; jeg håber, at I kan trøste jer med, at intet nyt som regel er godt nyt.

Nå, hvor skal vi begynde... Jeg var på Roskilde Festial i den forgange weekend. Mit kor slog til igen og optrådte lørdag som en event - det, der oprindeligt på dansk hed en happening. Vi væltede rundt i røjsere samt kjole og hvidt og underholdt godtfolk med lidt forskellig skønsang. Skal jeg sige det selv, var vi faktisk en ganske stor succes. Billedet herunder takker vi vor udsendte fotograf, Løjse, for.

Ugen op til Roskilde tilbragte jed med et officielt besøg i Danmark. Jeg skulle til bryllup hos et par gode venner fra historie, Katrine og Morten lørdag den 30., og da jeg havde en god sjat fridage til overs, tænkte jeg, at jeg ville blive i København en uges tid og snuppe Roskilde med. Efter en kort mellemlanding hos Anja og Troels opslog jeg mit hovedkvarter i Krokodillegade aka Alligatorvej aka Reptilstræde i Nyboder, hvor jeg passedede kat for Freja og Tom, der drog mod Østersøens Perle for at fejre en uges regnvejr i hinandens charmerende selskab. Ugen gik med at hilse på familie og venner. Og som altid gik tiden rasende hurtigt. Men det var godt at se jer alle igen.

Juni måned har budt på mange forskellige begivenheder. Blandt andet har jeg haft besøg af fire strigler, Sille, Vibe, Kamma og Julie, fra historie/retorik. Det var en interessant weekend, hvor vi blandt andet af Svenn lærte, at han aldrig låner sin cykel ud til piger, endsige lader dem sidde bagpå, idet piger øjensynligt bliver gravide af at sidde skrævs over en cykel. Svenn kommer fra en meget, meget lille flække uden for lands lov og ret i Norge. Det var ligeledes weekenden, hvor Vibe gik skridtet videre end Caspar, der stak ild på menukortet på Pegasus. Vibe lavede bål i lejlighedens brødrister under et forsøg på at dulme sine dunderdrenge med et stykke ristet brød. Branden blev dog slukket og skandalen afværget.

Jeg selv fik gjort mig tykt til grin under en intensiv dans på pejsens marmorhylde på Writer's Union - til Gipsy Kings' lystige toner. Min dans var så intens, at den tiltrak en svært nærgående litauisk kvinde, som ganske uden hensyn til intimsfærer invaderede mit personlige kropsrum. Til alt held var under denne tumult iført en T-shirt med svensk flag og skriften "Absolut Svensk". Således skulle der være en rimelig chance for, at den svenske ambassade modtager klagerne over udskejelserne. Det var også under dette besøg, at jeg endelig fik taget mig sammen til fra Reval Hotel at låne skiltet på billedet nedenfor. Folk der som jeg elsker porter og stout - eller bare har en meget plat humor - vil formentlig finde det underholdende.

Juni var også måneden, hvor vi fejrede Skt. Hans af flere omgange. Fredag den 22. drogvi en flok af de herboende raske, unge mennesker til en hytte udenfor Vilnius, hvor en af de svenske piger, Paula, anbefalede sig med svenske sild, nye kartofler, purløg, creme fraiche, øl og brændevin samt et sandt skatkammer af snapsesange samlet i et lille hefte. En af vore spanske kolleger, Karl, var ikke helt så begejstret for snapsen/vodkaen indledningsvis. Som bekendt skal der drikkes efter hver sang, og vi var nogle stykker, der var ganske offensive på den front. Men efter fem-seks sange spurgte Karl da helt af sig selv, hvornår fa'en vi skulle synge en sang til...

De glimrende faciliteter vi omgav os med inkluderede desværre også en robod. Jeg gav naturligvis tre damer en lille aftentur i skuden, og en af pigerne noterede sig, at der tydeligvis var fest på den anden side af søen. Det måtte naturligvis undersøges, og vi ramlede da også ind i en årgang fra Vilnius' Tekniske Universitet, der holdt kandidatfest. De var svært gavmilde med drikkevarerne, og som en lille gestus lærte jeg vore nye venner at lege "røvkrog", som er et særligt norst tegn på venskab, som Svenn har lært mig.


På et tidspunkt havde jeg leget tilpas meget røvkrog til, at det var på tide at komme hjem i seng. Jeg installerede den ene dame i robåden og stævnede hjem over bølgen blå. Da vi anløb badebroen tog vinden desværre pludselig til således, at jeg stod bagud ad båden. Meget uheldigt taget i betragtning, hvor meget tøj jeg havde på. Nå, jeg fik smidt de våde klude og bevæget mig i seng, hvilket vist var passende på det tidspunkt... Bort set fra at jeg havde efterladt to af pigerne ved den litauiske fest. Satans. Jeg iførte mig - klog af skade - badebukser og satte let slingende kurs mod den modsatte side af søen. Blot for at finde ud af, at pigerne havde tilkaldt en af vore fælles venner, der var ædru og i bil, for at køre dem hjem. Hm. Så meget for galanterierne. Men jeg fik da entret en af hyttens svedestuer i mine baderør og fik en usædvanlig dyb og begavet snak med en af de unge kandidater. Derefter var en pigerne så elskværdig at følges med mig tilbage i båden, nu da jeg havde kæmpet mig over søen.

Dagen efter måtte jeg drage tilbage til Vilnius blot i underbukser og med et håndklæde om livet; mit tøj var stadig gennemblødt. Vores hyrede minibus smedos af ved katedralen, og jeg gik glad og fro op ad Gedimino Prospekt og solede mig i folks undrende blikke og slet skjulte smil - helt uden at tænke over, at jeg havde glemt min telefon i bussen. Meget behændigt.

Det var i den anledning, at jeg den efterfølgende uge fra ambassaden ringede til min telefon for at høre, hvor i verden den mon befandt sig. Det viste sig, at busselskabet har kontor ved lufthavnen. Jeg spurgte vores rare konsul, om nogen mon skulle i lufthavnen den dag? Vel vidende, at vores chauffør havde fri, idet både ambassadøren, ambassadesekretæren og Kirsten havde fri i anledning af besøg af Folketingets Erhvervsudvalg med Bendt Bendtsen i spidsen (her kom det officielle besøg fra København ind i billedet!). Konsulen tilbød mig at låne ambassadens vogn, så jeg kunne hente min telefon i lufthavnen. Jeg forsikrede hende, at det skam ikke var det, jeg fiskede efter. Men at jeg da i så tilfælde lige kunne køre på posthuset, hente danske aviser i lufthavnen og den slags. Af sted det gik med diplomatpladerne på... Jeg kørte nu ganske hæderligt. Fulgte trafikken så at sige.

Dagen efter vores svenske midsommerfest var der i øvrigt Skt. Hans-fest på ambassaden for herboende danskere. Det var et herligt gilde med tørvejr, grillmad, rigelige mængder rødvin samt 2000 cigaretter venligst skænket af en vis Prince John. Jeg regnede lidt på det, og antallet svarede til - idet det forudsættes, at børn ikke behøver at ryge - at alle voksne, rygere som ikke-rygere, skulle fyre lige under to en halv pakke af hver. Det lykkedes ikke, kan jeg fortælle. Til gengæld har Kirsten og jeg nu rigeligt med cigaretter at bestikke chaufføren med.

På vej hjem fra byturen efter bemeldte Skt. Hans-fest bestemte jeg mig i øvrigt for at kære de sidste 400 meter hjem i taxa. Overflødigt vil mange mene, men jeg var træt, træt til døden, og ville forfærdeligt gerne i seng. Da vi standsede ved Operaen, som jeg havde bedt om, forlangte kusken imidlertid mere end det dobbelte af, hvad turen burde koste. Og jeg havde ikke set, at han havde undladt at slå taxameteret til. Jeg tilbød ham lidt mere, end hvad turen burde koste. Det var imidlertid ikke tilfredsstillende, chaufføren forlangte hårdnakket sine 21 kroner.

Jeg blev naturligvis mopset, lagde armene over kors og nægtede at betale. Med det resultat at chaufføren flåede slæden i første gear og kørte som død og helvede til udkanten af byen, hvor vi standsede ved en politistation. Han prøvede åbenbart at skræmme livet af mig med politi og alting, men efter længere tids parlamenteren med en betjent, der virkelig ikke gad at bruge sin nattevagt på den slags pjat, indgik vi et forlig til min fordel. Jeg bad om at blive kørt tilbage til Operaen, idet jeg ikke havde noget at gøre i forstæderne på den tid af døgnet. Det forlangte taxa-fanden naturligvis endnu flere penge for, men aftalen blev, at jeg kom tilbage mod at han fik sine 21 kroner. Det passede ham bestemt ikke, og der blev råbt mange ting efter mig, da jeg forlod hans bil. Til gengæld fik jeg en taxatur og en god historie for en flad tyver. Det er s'gu da i orden.

Se så mangler vi stadig at fortælle om min fine cykel, om sangernes besøg i Vilnius og sikkert en masse mere. Men det bliver senere, for nu skal jeg i kurven - godnat og sov godt.

Visit i anledning af en fødselsdag

En fødselsdag der vil blive husket. Det vil være en korrekt karakteristik af min (og Clint Eastwoods) fødselsdag 2007. Jeg havde fået besøg af historieekspressen, der i Rulles vogn havde gjort turen fra København via Berlin og Warszawa til Vilnius. Planer om ved den tysk-polske grænse at sætte et skilt i bagruden med påskriften "We're gonna party like it's 1939" blev dog desværre ikke til noget.

Rulle, den Snilde, Vilstrups og Lassen ankom et par dage før min fødselsdag, så vi havde tid til at lade op til det store bal torsdag. Drengene kørte direkte til ambassaden, hvor vores receptionist ringede ned på mit kontor og sagde, at jeg havde fået gæster; tre mand, der var ved at læsse en stor pakke ud af en bil. Ak ja Rulle, du blev fejlagtigt taget for en stor kasse kødaffald; reduceret til flæsk, brusk og benmel. Men hva' fa'en, helt ved siden af var det jo ikke...

Vi fandt os lidt tidlig aftensmad og et par fadøl, inden turen gik hjem til praktikantresidensen, hvor en spændende logistisk opgave ventede os: at fragte d'herrers kufferter og sminkekasser op på femte sal. Og ikke mindst drengen i rullestolen. Men det gik alt sammen glimrende; med opmuntrende tilråb og gode råd om opstigningen fra undertegnede, fik gutterne hevet Rulle til tops på ingen tid. Som belønning for veludført dåd tildelte vi os selv en flok pilsnere og mæskede os i Nordsøolie og Fernet Branca.

Onsdag måtte jeg på bassaden og tjene Majestæt og nation - indenfor rimelighedens grænser, forstås. Vi spiste en dejlig middag i smukke kvinders selskab. Vi pakkede Kirsten, Paula og Seppi ind i Rulles vogn og tøffede ud til Belmontas; et rekreativt område i et af Vilnius' mange grønne områder. Efterfølgende forestod jeg en personlig guidet tur i barmiljøet i området omkring min residens.

Og så blev det den 31. maj. Hurra! Jeg blev vækket af skønsang; drengenes stemmer var kun let rustne efter nattens udskejelser. De kære væsener havde været tidligt oppe og stjæle æg, fange en gris og skære baconen ud af den samt presset saft af appelsiner så det var en sand lyst. Det herligst morgenbord var dækket, og på hver en vandret flade, var der monteret adskillige lagkagelys, så vi var tvunget til at indtage herlighederne iført det pureste ingenting. Næsten.

Og milde gaver blev det også til. Blandt andet et stilfuldt grønt lokumsbrædt dekoreret med allehånde former for knob og knuder. Således kan jeg nu sidde på tønden og øve mig på et trompetstik, med hvad jeg nu måtte have ved hånden. Jeg fik ligeledes et båthorn, en lås til min cykel (ja, jeg har købt en cykel herovre. Mere herom andetsteds), en badevægt samt et billede af mig fra en skønhedskonkurrence i Berlin i 1950, som jeg vandt meget overbevisende. Eller... Han ligner mig i hvert fald meget godt, ham gutten på den indrammede plakat, som drengene købte på Deutsches Museum i Berlin. Tak! Han/jeg skal pryde væggen hjemme i Danevang.

Dagen gik med indkøb til aftenens fest; Lassen hjalp med forberedelserne imens resten af holdet beså KGB-museet. Obligatorisk for historikere. Lidt før fyraften rundede vi bassaden med et par flasker vin - det skulle jo nødig hedde sig. Klokken 19.00 begyndte folk at troppe op i residensen. Da vi var flest var vi lidt over 30, heriblandt kolleger fra andre ambassader, folk der læser herovre samt det meste af staben fra den danske ambassade. Blandt andre fru ambassadøren, der på vegne af gemalen og hende selv storsindet overrakte mig en flaske vodka efter at have kæmpet sig op ad trapperne. Herunder ses amassadens chauffør og forsvarsattachéen, kommandør Carstensen, i dyb samtale.En dejlig aften var det med gaver i form af bøger, rigeligt med drakkevarer, gavekort til massage og meget mere. Delegationen af svenske piger sang fødselsdagssang, så jeg var tæt på at gå i opløsning. De danske drenge kvitterede med megen anden sang; dette i flere stemmer, der rent faktisk lød hæderligt. Synes vi i hvert fald selv. Den Snilde charmerede fru konsulen, imens kommandøren, tidligere udbådschef fra dengang Danmark havde et ubådsvåben, fortalte drabelige historier fra de syv have. De mest standhaftige fra ambassaden, forsvarsattachéen og konsulen, blev hængende til henad 0100 - resten af af holdet faldt langsomt fra indtil detachementet fra Danmark og jeg, var de eneste i live ud på de små timer.
Den 1. juni gik turen for tre mands vedkommende tilbage mod vest. Lassen blev hængende, idet koret ankom søndag den 3., hvor vi begge skulle tage imod vore sangerbrødre i lufthavnen.

Et godt besøg var forbi; Troels og jeg fik sat lidt skik på lejligheden, rundede ambassaden til fyraftensvin og nød et par dages stilhed inden korets ankomst. Og mere herom senere... I øvrigt kan interesserede få supplerende oplysninger om roadtrippet til Vilnius på den Snildes blog.

Fuld damp på alle kedler

Hold da klap, hvor har der været tryk på siden 24. maj! Den dag tog jeg til Danmark for den 26. at være forlover for min gode ven, Peter, som giftede sig med sin smukke Rikke pinselørdag. Den 28. gik turen tilbage til Vilnius, hvor der den 29. vankede besøg af fire gutter fra historie, Rulle, Lassen, Vilstrup og den Snilde, der blev til den 1. juni - bortset fra Lassen, der blev hængende i Vilnius. Søndag den 3. juni ankom nemlig en flok studentersangere, der skulle optræde sammen med Lassen og undertegnede ved ambassadens fejring af Grundlovsdag. Sangerne, inklusive Lassen, dappede hjem igen onsdag den 6. Torsdag den 7. om aftenen ankom fire skønjomfruer; Sille, Kamma og Vibe fra historie og Julie fra retorik (selv om hun rent socialt går for at være historiker). Pigerne susede hjem i går morges mandag.

Og nu sidder jeg her med fødderne i vand; fordøjer indtryk og prøver at skille alle de mange dejlige indtryk ad. Og ikke mindst overvejer jeg, hvordan jeg nogensinde skal kunne få samlet det hele i en fornuftig post, som ikke vil tage flere dage at læse. Og min konklusion er vist, at jeg må tage det i etaper og splitte sagerne lidt op.

Jeg lægger lige kort ud med brylluppet. Min gode ven gennem 20 år (jeg er gammel), Peter (han er også gammel), giftede sig med sin Rikke lørdag den 26. maj. Jeg havde den ære og fornøjelse at være hans forlover, og det var nu en ret særlig fornemmelse at sidde ved siden af knægten oppe ved alteret. I får lige et billede af den selvfede forlover og den nervøse brudgom:

Her ser han straks lidt mere lettet ud...


Vi havde et brag af en fest på Nødebo Kro med alt hvad dertil hører af sange, taler, optræden på slap line, luftguitar, brudevals og lækker mad - og god vin ikke at forglemme. Tak til jer begge, Rikke og Peter, for en rigtig god dag. Og tak til Peter for glimrende kvalitetstid dagen for brylluppet med aftentur i skoven med piben i kæften og udveksling af minder syn på stort og småt i tilværelsen.

Ellers var min lille Danmarkstourne pakket til randen med samvær med venner og bekendte, min mors fødselsdagsbrunch og tre timers venten på et forsinket fly i Kastrup. Tak til Caspar, Vilstrup og Thor for at møde mig på Bryggen med grill og bajere, tak til Rulle og min lillebror for gæstfrihed, tak til mama for at huse gom og forlover dagen før brylluppet, og tak til Stuffe for at køre mig til Kastrup efter senioratsmødet i Studenterforeningen kort før min (formodede) afgang fra København.

Jeg vil slutte med en lille teaser om kommende indlæg her på bloggen. Der vil blandt andet blive berettet om, hvordan man fragter en mand i rullestol op og ned fra en taglejlighed på femte sal, hvordan man undgår at blive slået ihjel under cykelkørsel i Vilnius, hvordan man holder styr på en flok Studentersangere med adgang til næsten gratis fadøl og meget mere.

Hav det godt, kære læser. Og tak, forresten, for alle hilsenerne i anledning af min fødselsdag. Som min far så elskværdigt skrev til mig, fylder jeg nu mere end jeg plejer...

"Hele toget rasled', imens Rusland fór forbi..."

Kære læsere,

Så er jeg efter lang tids pjækken fra bloggen tilbage; nu med beretninger fra nordlige, eksotiske himmelstrøg.

Sagen er nemlig den, at Kirsten og jeg mandag aften smuttede til Skt. Petersborg med nattoget fra Vilnius. Generelt rejses der for lidt med nattog. Det var en herlig nostalgisk oplevelse at stå med bøtten ud ad vinduet med vinden i håret og se landskabet suse forbi. Det vækkede glade minder om dengang man som knægt tog nattog til Frankrig - eller sågar helt til Jylland!

Vi fik tildelt en 2. klasses kupé til fire personer for os selv, hvor to så glimrende kunne indrette sig behageligt. Og der er altså noget særligt ved at sove i nattoget. Det monotone 'ga-dang ga-dang' når hjulene ruller over hen over skinnerne er så vanvittigt behageligt søvndyssende. Man bliver vugget den ganske nat og sover som en sten.

Lige til grænsevagten kommer og vækker en og forlanger at se pas, høre hvor mange ikoner du smugler eller vil tælle dine underbukser samt sparsomme kontanter. I alt skete det under rejsen gennem Litauen, Letland og Rusland intet mindre en syv gange, mine damer og herrer. En smule forstyrrende for nattesøvnen. Men alligevel var det mit indtryk, at er man let overvægtig, søvndrukken samt udstyret med et dansk pas, bliver du højst mistænkt for at have drukket for meget i togets buffet.

Ja; toget havde en buffet. Stilsikkert og smagfuldt indrettet i aluminium, rustfrit stål og orange plastik tilbød det lille rullende cafeteria sig blandt meget andet med fedtoptimerede litauiske egnsretter samt vodka i helflasker, der nok skulle kunne sikre en underholdende togrejse.

Skt. Petersborg er en pragtfuld by. Kun i beskedent omfand plaget af nynazistiske overfald på udvekslingsstuderende, jøder og andet pak. 'Rusland for russerne' er devisen i visse segmenter af samfundet. For historisk såvel som arkitektonisk interesserede er byen et sandt Mekka. Man vader rundt i en konstant em af en omskiftelig fortid og et imperiums storhed og fald samt forsøg på at skabe et nyt imperium, der skulle vise sig endnu mindre levedygtigt end det forrige.
Byen grundlagdes i 1703 af Peter den Store; en driftig herre, der ikke var genert for udskrivelse af umenneskeligt høje skatter, udnyttelse af svenske krigsfanger (som vi i Danmark jo aldrig kunne finde på. Var der nogen, der sagde Nyhavn?) samt generelt at slå hårdt ned på urostiftere. De fleste af jer kender nok historien; hovedstaden flyttedes fra Moskva til Skt. Petersborg, og byen udviklede sig hurtigt til et kæmpe monument over det russiske hofs overdådighed og dekadence - det mest ekstravagante i Europa.

Man kan forundres over, at zarstyret ikke fangede nogle små vink fra den hårdt trængte befolkning nu og da. Første gang i 1825, da 'decembristerne', en gruppe officerer og adelige, forsøgte at kuppe zaren. Han fangede dog balladen i opløbet og væltede et par hurtige henrettelser og nogle livstidsdomme i Peter og Paul-fæstningens dybe og fugtige fangekælder ud af ærmet. Andet alvorlige forsøg på at vælte zarstyret var i 1881 da Alexander II blev myrdet - efter intet mindre end seks fejlslagne forsøg tidligere.

På sin vis scorede attentatmændene lidt af et selvmål her. Alexander II var Ruslands mest reformvenlige zar nogensinde, og det er den almindelige opfattelse, at han havde planlagt at underskrive den mest vidtgående udvidelse af folkets rettigheder nogensinde i Rusland blot få dage efter, han blev myrdet. Hans søn, Alexander III, bev ret mopset over, at hans far var blevet slået ihjel, så han bremsede alt, hvad der bare lugtede af at løsne båndene på folket. På det sted hvor hans far blev dræbt opførte Alexander III en mindekirke, som I lige får et par skud af her:


Alexander III var i øvrigt ham, der giftede sig med en af Christian IX's døtre, prinssese Dagmar, hvis russiske navn skulle blive Maria Feodorovna. Selv samme Dagmar, som i september sidste år blev beamet fra Roskilde Domkirke til Peter og Paul-katedralen ikke mindste ved Studenter-Sangforeningens glimrende mellemkomst. Jeg var naturligvis et smut i katedralen og hilse på enkekejserinden, ligesom jeg afsang første vers af 'I Danmark er jeg født'. Jeg kunne næsten høre hende klappe nede i sarkofagen, som I ser på billedet nedenfor.


Vi indlogerede os i øvrigt på et udmærket lille hostel, Kirsten havde fundet, Nordhostel, i Skt. Petersborg. Det ligger uforskammet centralt klods op ad Vinterpaladset og Generalstabsbygningen. Jeg vil lige gengive dele af reglementet her:

"ALCOHOL. Russia is a country of cheap alcohol which sometimes you cannot pass by. Try to drink not too much and to stop at the right moment. Note that being drunk you may bother other tourists sharing room with you. Unadequate behaviour and complaints of other tourists will cause certain actions from our security staff. Please also note that you will be charged EUR 20 in case of extra cleaning of bathroom and/or toilet. Price of the visit of the plumber (if needed because of you) will be also added to your bill."

I får lige et billede af udsigten fra vores værelse med på vejen.
I løbet af vores ophold kom jeg i tanker om, hvorfor man nogle gange bliver træt af at bo på hostel. Natten til fredag døjede vi ikke mindst med en midaldrende herre, der uophørligt snorkede som et tærskeværk. Hans koncert blev efter tre kvarters tid suppleret af en ung hollandsk mand, der slæbte en tysk pige med ind i sin køje på vores otte-mands stue. De hengav sig til ivrig kyssen, ragen og stønnen; med jævne mellemrum afbrudt af hollænderens opfordringer til at fortrække til lokummet, idet han åbenbart ikke kunne få sig selv til at bespringe pigen på det fælles værelse. Hun var dog åbenbart ikke interesseret i en quickie på det en kvadratmeter store toilet uden lås på døren.

Da det unge elskende par så småt var faldet til ro, og han havde opgivet sine ellers ihærdige og kurtiserende forsøg på at sikre sig et skrald inden natten var omme, kom endnu en hollænder ind ad døren. Han var plørefuld, og fnisede konstant som en en hel 6. klasse, der har seksualoplysning for første gang. Alt var åbenbart vanvittig morsomt. Da han var gået til ro og stanken af sprit havde bredt sig til hele værelset, kom portieren bragende ind med en gut, der skulle have en seng for natten. Da han havde skramlet færdig og var gået i seng, kom portieren væltende ind igen for at hente et tørrestativ. Det kan jo også være nødvendigt klokken tre om morgenen. Men men men, det er jo altsammen en del af charmen ved at bo på hostel. Og vigtigst af alt var det billigt.

Hvilket man i øvrigt ikke kan sige om Rusland sådan generelt. I forhold til Litauen er det faktisk ret pebret at spise ude, og man kommer rask væk til at betale både 30 og 35 kroner for sin fadøl. Jeg er overbevist om, at det er imod menneskerettighederne at tage sådanne ågerpriser for øl i et land, hvor befolkningen tydeligvis har brug for at flygte fra virkeligheden så ofte som overhovedet muligt.

Skiltet på billedet nedenfor kunne jeg ikke stå for. Ikke noget med at din bil bliver slæbt væk, hvis du parkerer foran porten. Næh med vanlig russisk proportionssans kommer vi med en gigantisk kran og løfter din lille æske højt op i luften og kaster den i floden.
Apropos små æsker kører der stadig imponerende mange Ladaer rundt i Skt. Petersborg. Og adskillige af dem er skyld i større trafikpropper grundet nedbrud i de aldrende motorer. Til min overraskelse så vi også mange cross country-modeller som den på billedet. Men ok, det er jo også så hot for tiden med firhjulstrækkere, og har man ikke råd til en Audi Q7 må man jo nappe modellen mindre - eksempelvis en Lada 4x4. Et brag af et køretøj. I øvrigt tak til Chef for at gøre opmærksom på linket til dataene på vognen.

I øvrigt fortsatte min jagt på en bjørnefitte. Jeg væltede ind hos en buntmager, hvor fire ekspedienter sad og ingenting havde at lave. Naturligvis med det resultat, at de alle hang i struben på mig, så snart jeg gik ind ad døren. Jeg spurgte pænt til en russer-pelshue og fik forevist en model til beskedne 134.700 rubler. Men så var det altså også ægte bjørnepels - det fremgik desværre ikke, hvor på bjørnen pelsen var taget fra - og jeg må indrømme, at jeg til små 30.000 kroner heller ikke havde forventet andet. Fitten var imidlertid for lille til mit store kødhovede, så de ivrige ekspedienter viste mig en anden flot model dels i pels, dels i nylon til beskedne 8.000 kroner. Jeg forsøgte at virke som en seriøs køber, inden jeg udbad mig betænkningstid og skyndsomt forlod forretningen sammen med Kirsten...


Og nu er vi så tilbage i skønne, solbeskinnede provinsielle Vilnius. Syrerne er langtom længe sprunget helt ud - det er jo tradition, at de fylder luften, jeg omgiver mig med på min fødselsdag, med duften af forår.


Om lidt suser jeg ud for at se, om jeg kan finde en frisør, der har søndagsåbent. Den kommende tid bliver travl, og den forgangne tid har været travlt. Forrige weekend havde jeg besøg hjemmefra af min mor, Ester og hendes to døtre, Ulla og Nanna - gode venner af familien. På torsdag skal jeg til Danmark for lørdag at være forlover for min gode ven Peter. Inden torsdag skal jeg lige have kæmpet mig igennem papirbunken, der utvivlsomt har udviklet sig på mit skrivebord i den uge, jeg har haft fri. Jeg skal også lige have styr på ambassadens festligholdelse af Grundlovsdag, hvor en delegation fra Sangforeningen kigger over for at underholde ved receptionen. Alt i alt er der mange løse ender, der ligge skal splejses...


I må have det så smukt, kære læsere. Jeg vender tilbage, når I mindst venter det.

Vilnius bliver aldrig sig selv igen...

Så er det en uge siden, de kom, Karen, Kathrine og Caspar, og indtrykkene har så småt bundfældet sig. Det var et besøg, jeg havde set meget frem til. De tre var de første til at melde deres ankomst herovre. Jeg havde dårligt fået praktikpladsen, før Kathrine kunne underholde med, at de ville ankomme d. 20. april - og nej, det var ikke specielt i anledning af Førerens fødselsdag...
Caspar dukkede op ved middagstid; pigerne ankom først halv seks, hvilket gav Caspar og Deres udsendte rigelig tid til at smage på det lokale bryg og skifte til standsmæssig påklædning inden afhentning af pigerne i lufthavnen.
Ankomsten fejredes på behørig vis med springende propper, røverhistorier og gensynsglæde af en anden verden. Den vellykkede velkomstceremoni valgte vi at fejre ved at gå på bar; SkyBar, som alle udsættes for herovre. Udsigten over byen er også glimrende, det kommer vi ikke udenom. Middagen blev indtaget på ukrainsk restaurant, hvor maden er god, solid samt billig og øllet flyder fra hanerne i stride strømme. Efter middagen gik turen til baren SMC, som ligger i tilknytning til Contemporary Art Center.
Jeg skal gerne indrømme, at begivenhederne for min del her fortaber sig lidt i glemselens tåger, ligesom det åbenbart var nødvendigt at den unge Kathrine Richter støttede mig på vej op ad trappen ved vores hjemkomst. Dette vel at mærke efter, at jeg havde spredt almen panik ved først i sjette forsøg at ramme den rigtige talkombination på dørtelefonen. Syv taster i bestemt rækkefølge - det er s'gu da også utaknemmeligt! I øvrigt forlyder det fra pålidelig kilde, at Caspar under opstigningen anbefalede frk. Karen sammen med ham at holde sig lidt bagved på trapperne, så de slap for at hjælpe Kathrine med at slæbe praktikanten op til femte sal. Den mand er behændigheden selv, hvilket også skal komme til udtryk senere i denne beretning.

Den påfølgende dag indtog vi en udmærket morgenmad på St. Valentino, hvorpå turen gik til Filharmonien, hvor billetterne til aftenens koncert skulle afhentes. Efterfølgende valfartede vi via et værtshus til et lille marked, hvor de unge damer købte sig fattige i handsker, huer, sjaler og alskens øvrige herligheder, alt imens Caspar og jeg kiggede langt efter en ølhule. Efter veloverståede forretninger fortsatte vi over domkirken til KGB-museet, som jeg besøgte for fjerde gang. Men faktisk er udstillingerne så omfattende, at jeg opdager noget nyt hver gang.

Aftenen stod som nævnt i finkulturens tegn; vi iførte os aftenuniformerne, indfangede frk. Friis og drog alle fem mod Filharmonien, hvor symfoniorkesteret trakterede vore sarte øren med Beethoven og Brahms. Ulykkeligvis havnede jeg ved siden af en ret svær litauer, der trak vejret så hans briller var ved at forsvinde op i emhætten på ham. Det larmede afsindigt og var ganske forstyrrende - men gav mig en glimrende undskyldning for at læne mig lidt ind over Karen. Man må se det lyse i enhver situation.
Efter den udmærkede koncert smuttede vi ned på restaurant Pegasus, som tidligere er blevet omtalt her på bloggen. På vejen blev vi som vanen byder antastet af en lille fed mand, der ville lokke os ned på sin nærliggende stripbar. Sulten hjalp os dog til at modstå fristelsen. På Pegasus indledte Caspar, behændigheden selv, det, der skulle blive en sand kavalkade af særlige danske tegn på venskab. Det første tegn blev givet, da Caspar elegant stak ild på menukortet, som han uforvarende stak ind i et fyrfadslys, da han skulle kurtisere en ung dame.
Laminerede menukort lugter fælt, når man brænder dem af, og betjeningen påpegede da også, at de godt havde kunnet lugte noget oppe ved baren. Caspar smilede panser-smilet, hvorpå vores tjener kundgjorde, at vi ikke skulle tænke mere over det lille uheld med menukortet. Maden var som vanligt ganske glimrende, og Kathrine fik øjnene op for sydamerikansk rødvin; i dette tilfælde en argentinsk malbec, som hun priste i høje toner, imens vi andre drak grådigt af den.
Om det var denne aften eller aftenen før, det blev bestemt, at jeg skal flytte i lesbisk kollektiv med Karen, husker jeg ikke præcist. Men sikkert er det i hvert fald, at jeg skal tillægge mig navnet Rosenknop, maskeres som ko og diskret stå i et hjørne og sige 'muueh', imens jeg håber på at blive malket. Ak ja, en minderig weekend var det.

Aftenen fortsatte på Writer's Union; forfatterforeningens bar, som ligger godt gemt i en grå og anonym bygning. Her blev flere af os antastet af stærkt berusede litauere.Kathrine blev på det nærmeste forfulgt af en herre, som meget insisterende og nærgående bød op til dans. Flere gange. Jeg selv blev sparket i røven af en andenrangs litauisk forfatter, der blev mopset over, at Caspar og jeg - efter litauerens mening - optrådte meget autoritære i smoking i det kulturradikale forum. Eller 'sparket' er måske så meget sagt. Han var så fuld, at han måtte støttes af en kammerat, og det var kun med nød og næppe, at han ramte mine balder med hvad, der vel nærmest på betegnes som et tjat. Makkeren undskyldte på voldsmandens vegne, og vi skiltes i bedste forståelse. Måske det faktisk var et særligt litauisk tegn på venskab?

Efter Writer's Union gik turen til Paparazzi, hvor jeg opførte fjerde tur af ambassadør-dansen, som er et særligt dansk tegn på venskab. Dansen er berammet til mere end tre døgn, hvorfor kun dele af den blev opført.Søndag gik turen traditionen tro til Villa Alicante, hvor spa, tyrkisk bad, massage og sauna ventede os. Endnu engang bekræftedes det, at det er en glimrende måde at indlede dagen-derpå. Såvel Caspar som Kathrine optrådte til alles store begejstring i deres undertøj; et særligt dansk tegn på venskab.
Eftermiddagen tilbragte vi i Uzopis, hvor vi beså Forfatningen, frokost og fadøl. Ligesom en spadseretur i kvarteret viste os, at der i Vilnius ikke er langt fra nypolerede facader til faldefærdige rønner, der stadig tjener som boliger. På Tores fik vi vores eftermiddagskaffe, inden pigerne gik hjem for at sunde sig inden aftenens udfoldelser. Caspar og jeg holdt som et særligt dansk tegn på venskab fanen højt og nappede en fadøl, imens livets mange aspekter, glæder og genvordigheder blev vendt og diskuteret.
Den gode Caspar, i weekendens løb faktisk udnævnt til Lilleskøgen af Gadstrup, havde i et øjebliks sindssyge fået bestilt flybillet med afgang klokken 0700 mandag morgen. Forsøg på at ændre afgangen til 1255 slog fejl, hvorfor konklusionen var, at det ville være håbløst at gå i seng søndag aften. Jeg havde heldigvis taget fri mandag, så det blev besluttet, at vi alle holdt Caspar med selskab natten over. Timerne forløb på festligste vis. Blandt andet havnede vi på Prospekto Pub, som har en stripstang stående til gæsternes frie rådighed. Omkring den blev 11. tur af ambassadør-dansen opført - naturligvis som et særligt dansk tegn på venskab.
Før vi anede det, var det på tide at sende Caspar afsted. Vi iførte ham smoking- af flere årsager; dels så den ikke blev krøllet, og dels fordi mange folk ofte bærer over med berusede folk, hvis de er iført smoking. Mente vi i hvert fald på det tidspunkt. En besked modtaget fra Lilleskøgen af Gadstrup, skal her gengives:

"Er i lufthavnen i en solid kø uden forståelse for at jeg vigtigst af alle kæmper en håbløs kamp mod uvidenhed, og en smule imod aids (dog kun i ulige min. tal) er vist den mest stive i lufthavnen, og er også selv pænt fuld."

Efter denne betryggende opdatering kunne Karen, Kathrine og jeg hengive os til dagens store projekt: at vække Kirsten med morgensang i anledning af hendes fødselsdag. Det blev gjort på slaget syv, hvorefter Kirsten blev bedt om at gå i bad og gøre klar til at indtage morgenmad på Garden Brasserie. Mindre heldigt var det, at vi andre faldt i søvn, imens hun var i bad. Således måtte fødselsdagsbarnet selv indtage morgenmad og gå på arbejde. Men vi kompenserede senere med blomster og gaver på ambassaden, der naturligvis skulle fremvises for damerne.Herefter var en større shoppingtur programsat, hvor i særdeleshed Kathrines shopping-gen gik amok og sendte hende ud på en sand odyssé rundt i Europacentret. Karen forbarmede sig og indtog en kop kaffe sammen med Deres udsendte, alt imens hun fik digtet et par postkort.

Efter vel overstået powershopping fik vi efter en gribende afsked installeret Kathrine og Karen i en hyrevogn og sendt dem trygt af sted mod lufthavnen, hvor privatflyet ventede på at føre dem mod Kongerigets velkendte og solbeskinnede kyster.

Jeg selv satte mig i sofaen og kiggede tomhjernet ud i luften. Endnu en meget intens weekend var forbi, og hvis jeg skulle have alle historierne med her, ville denne post blive umenneskeligt lang. Men jeg håber at mine dejlige gæster vil supplere med kommentarer, hvis de føler, at noget mangler.

Nu vil jeg lave mig lidt biksemad af resten af koteletterne og kartoflern fra i går. Kirsten har fået prinsgemalen på besøg, og de er smuttet ud for at få lidt sen frokost - jeg benytter lejligheden til at berede lidt husmandskost til mig selv.

Tak for besøget venner, pas på jer selv - vi ses derhjemme.

Livet er godt...

Ah! Foråret er kommet til Vilnius - i går mæskede vi os med 20 graders varme og høj sol. Caféer og restauranter har fået borde og stole udenfor, og i modsætning til København er mad og drikke til at betale sig fra.

I weekenden får jeg sågar besøg af gode mennesker - flere gode mennesker. Kathrine, Karen og Caspar kigger over; det skal nok blive godt. Om end vi kommer til at trækkes med lidt skidtvejr, men det må vi leve med. Varmt humør kan kompensere for meget regnvejr. Og jeg synes faktisk selv, at jeg hår fået strikket et rimeligt hæderligt program sammen for weekenden.

I dag modtog jeg også besked om, at fire skønne kvinder fra historie kigger over til mig i juni - det er da en velsignelse at kende så mange dejlige mennesker, der vil bruge tid på at aflægge visit.

I fredags var ambassadens ansatte inviteret til afskedsfest hos Ineta, som har opsagt sin stilling på ambassaden for at flytte til Island med sin mand. Vi var til et fornemt arrangement med lækker spansk mad og alt, hvad en lille praktikant kunne ønske sig af øl,vin og spiritus. Og søde piger ikke at forglemme. På billedet nedenfor ligger jeg diskret henslængt foran vores lokale piger fra ambassaden.
Bagest til venstre sidder Egle, som jeg deler kontor med. Hun har studiejob i handelsafdelingen på ambassaden, men har sagt sit job op til fordel for sit speciale, der skal handle om baltisk identitet. Når Egle har tid, lærer hun mig lidt litauisk; for eksempel 'tu mano karaliene' (du er min dronning). Ved siden af Egle sidder Vilma med sin søn Patrickas. Patrickas kan sige både goddag, farvel og godnat på dansk. En brav og fremmelig ung mand, som pænt giver hånd, når han hilser på fremmede. Patrickas mor passer ambassadens reception og har i øvrigt med gode resultater læst dansk ved Odense Universitet - som det hed dengang. Ved siden af Vilma sidder Ineta, som var vores værtinde ved festen. Som nævnt forlader hun sin stilling i handelsafdelingen for at drage mod det høje nord med mand og barn. Hun taler i øvrigt også dansk. Yderst til højre sidder Dalia, som er sekretær for ambassadadøren og dertil vort alvinde orakel. Dalia informerer os dagligt om relevant nyt fra pressen og ved i det hele taget så godt som alt om ambassadens aktiviteter. Den yndige unge dame i rødt bag mig hedder Asta, og er på halv tid i vores reception. Asta taler også et udmærket dansk og er således i stand til at hjælpe nødstedte praktikanter, når de prøver at orientere sig i litauiske vejvisere, nattelivet med mere. Kødbunken i forgrunden behøver næppe yderligere introduktion.

I får lige et par fotos mere. Søde Kirsten har sågar sneget sig ind på det første. Egle mente i øvrigt, at vi skulle have et kasseapparat som det på billedet på ambassaden. Så ville vi kunne føre betaling for falske pas og kørekort udenom ministeriet - Gud velsigne kvinden!
Aftenen udviklede sig på bedste vis. Den yngre del af selskabet, herunder vores forsvarsattaché, endte på Pabo Latino Club, der er et udmærket dansested. Om end det er lidt dyrt; fadøllene står i 15 kr. Uhyrligt! Vi var alle i drabeligt humør, og forsvaret og jeg fordrev en god del af natten med at fortælle løgnehistorier fra sø og land - attachéen er kommandør.

Lørdag formiddag var jeg så heldig, at skulle på konference kl. 10.00 på et hotel lige i nærheden af lejligheden. Jeg trippede af sted i solskinnet, imens jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde mulighed for at bære tre par solbriller på samme tid. Vel ankommet på Reval Hotel for at deltage i konferencen om det Litauiske arbejdsmarked erfarede jeg, at alt (og jeg mener ALT) foregik på litauisk. Og se så var jeg jo lidt på herrens mark. Nå, det var jo ikke værre, end at jeg kunne give mig selv fri og smutte ned i hotellets restaurant og spise bacon og pølser direkte af buffeten. Det gjorde jeg, og tiltrængt var det.

Resten af weekenden gik med gåture i solskinnet, øl, dans, picknic med Svenn og andre smukke kvinder samt lidt filmkiggeri - Sandrine og jeg så Adams Æbler, som vakte stor begejstring hos det franske publikum. Også på tide at det lykkedes. Filmen er for nylig blevet vist i en biograf herovre. Første gang vi prøvede at se den, var der udsolgt. Anden gang, hvor vi fik pladser, viste det sig, at filmen var på dansk med litauiske undertekster - selv om jeg havde fået oplyst, at den ville være synkroniseret til engelsk. Skandale på skandale. Men det lykkedes altså i søndags, idet Kirstens DVD-version af æblerne er udstyret med engelske tekster. Endelig.

Mandag var en herlig dag for en lille ærkeroyalist som mig. Jeg lagde ud med at få lov til at hejse splitflaget på ambassaden i anledning af Hendes Majestæts fødselsdag. Ahh! Og Stuffe, det gode menneske, havde været på Holmen og filme kanonsalutten, som han sendte til mig. Tak! Klokken 18.00 holdt forsvarsattachéen reception; ikke mindst grundet fødselsdagen. Så ambassaden fyldtes med kors og bånd og stjerner, og den gode kommandør holdt en lille velkomsttale, som afsluttedes med ordene 'ladies and gentlemen! To the Queen!' Da vi alle med hævet glas svarede 'TO THE QUEEN!' var jeg meget, meget tæt på at eksplodere i en sky af lykke og små monogrammer til tonerne af Kong Christian.

Og nu er det onsdag. Jeg sidder og skriver lidt og glæder mig til fredag, hvor gode venner kommer forbi for at se lidt på Vilnius og hilse på ved samme lejlighed. Jeg glæder mig til at se jer! Tak til alle jer, der allerede har været forbi og tak til jer, der kommer forbi. Livet er godt...

En slagen mediestar

Så skete det. Jeg fik Nemesis lige i nakken. Efter i årevis at have braldret op til højre og venstre om, at jeg aldrig er syg, lagde jeg mig naturligvis med en let forkølelse. Satans. Måtte som en slagen mand vralte hjem fra ambassaden i går før frokost og har i dag holdt sengen. Eller... Jeg er i hvert fald blevet hjemme.

Men men men - intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget. En dag hjemme er jo lig en hel dag til udelukkende at koncentrere sig om jer, kære læsere. For vanen tro, er der jo rendt meget vand i åen, siden onkel Søren fortalte eventyret om den store rejse til København. For eksempel optræder jeg i denne måned i Cosmopolitan. Ja, såmænd. I den litauiske udgave af det internationale tøseblad, Cosmopolitan.

Jeg indsætter lige et billede af bemeldte magasin, så I kan købe det, hvis I falder over det. Og nu ved jeg godt, at de fleste af jer er ret svære at imponere. Og at jeg ikke rigtig kan gøre noget, der kommer bag på jer. Men det her er s'gu da meget sjovt hva'? I øvrigt blev jeg ringet op af Angelina, der så mindeligen spurgte, om hun måtte få forsiden. Og da jeg efterhånden er træt af al den medieopmærksomhed, jeg nyder herovre, var det selvfølgelig ok med mig.

Nå, men jeg optræder altså i Cosmopolitan under dæknavnet Sorenas Westerbergas. Litauerne sætter 'as' efter alt, der ikke lyder lokalt. Det hele kommer sig af, at en pige på ambassaden, Helena, kender en, som kender en, der skriver for Cosmo (bemærk hvordan jeg lynhurtigt har adopteret den internationale kæle-forkortelse for bladet). Hende skribenten ville gerne lave et lille eksperiment, hvor hun satte en litauisk pige sammen med en udenlandsk dreng. De skulle hver besvare tre spørgsmål fra den anden - sådan noget som 'hvad ville du være, da du var lille?' og 'hvordan ser din drømmefyr ud?'. Man måtte ikke tale engelsk; kun henholdsvis litauisk og dansk og derudover kunne man naturligvis frit anvende kropssprog og lave en art tegn-og-gæt med det fremlagte papir og pen.

Og det gik faktisk overvældende godt. På den halve time, der var til vores rådighed fik vi faktisk besvaret de i alt seks spørgsmål ganske hæderligt. Forresten var den norske nordmand Svenn også med i 'eksperimentet'. Han noterede sig straks fra begyndelsen, at 'hans' pige var udstyret med nogle særdeles velsiddende bryster og samtidig meget udfordrende klædt - hvorpå Svenn gik i panik. Han blev straks overbevist om, at der slet ikke var tale om et uskyldigt eksperiment om overvindelse af sprogbarrierer; næh det var blot for at dække over den virkelige dagsorden: at skrive en artikel om de klamme vesteuropæere der kommer for at glo på og stjæle de smukke, litauiske piger. Så der sad Svenn og kiggede fortvivlet alle andre steder hen end på pigen, som han egentlig skulle prøve at skabe lidt kontakt med. Stakkel. Såvel pigen som Svenn.

På ambassaden kendte jubelen jo ingen grænser, da pigerne i receptionen hørte, at Søren Westerberg var blevet konverteret til Sorenas Westerbergas og optrådte det berømmelige tøseblad Cosmo. Straks blev artiklen oversat - hvilket jeg naturligvis kvitterede for med et par roser. Jeg skal se, om jeg kan fatte at lægge artiklen på bloggen her. Ellers kan jeg underholde med, at jeg har sendt det relevante eksemplar af Cosmo med oversættelse til frk. Nanna Rinaldo Andersen. Således kan interesserede muligvis få lov at nyde synet af de mere eller mindre tvivlsomme billeder af mig hos hende.

Ellers kan jeg underholde med, at jeg var så heldig at have besøg fra Danmark i påsken. D'herrer Jensen, Pade og Engelund havde den godhed at kigge over og assistere med at indtage påskeøl - det kræver jo sin mand. Vi lagde godt fra torsdag med et lille selskab for en tysker, Roland, hvis praktikperiode er overstået. Han holdt fest i den lejlighed han delte med nogle andre tyskere, der læser herovre. Først på natten mente hans samboer, at det måtte være på tide at lukke ballet, idet de åbenbart agtede at gøre studier den følgende dag. Bevares.

Men det skulle naturligvis ikke hindre os andre i at feste videre. Den danske delegation slog storladent ud med armere og proklamerede, at festen fortsatte den danske praktikantresidens - det er den slags, man kan tillade sig, når Kirsten er hjemme i Danmark... Vi rykkede ballet med os og havde en herlig nat. Blandt andet sad vi en rum tid på taget og nød stjernehimlen og et par pilsnere. Herligt.

Den påfølgende dag ved firetiden indtog vi morgenmad på min vanlige frokostcafé ved ambassaden. Jeg bad som jeg plejer om dagens kompleks (dagens ret = diena kompleksas), og ventede spændt. Først kom suppen; en udmærket kålsuppe. Og derpå hovedretten. Fy for satan. En hel sildefilet i en ubestemmelig marinade. Eigil mente, at der var noget kokken havde trukket ud af kæften på en kat i baggården. Til fiskens forsvar skal dog siges, at min tolerancetærskel var betragteligt nedsat ovenpå nattens udskejelser. Og jeg var da også den eneste i selskabet, der virkelig ikke tog silden særligt godt. Ja, Engelund spiste den rent faktisk med noget der svært mindede om stor fornøjelse. Men hva', han er jo også studerende uden mere SU tilbage.

Efter fisken futtede vi op i resterne af den gamle borg, Gedimino, som Vilnius opstod omkring i det 13. århundrede. For billedet sender vi en varm tak til min onde stedmor.

Efter borgen samt et besøg i domkirken gik vi til Filharmonien, hvor vi fik billetter til aftenens koncert, der skulle vise sig at være kammerjazz af bedste skuffe. En udmærket forestilling, der havde gjort enhver pige blødi knæene. Så var det bare ærgerligt, at man sad der med tre gutter, der lugtede af gammel brandert. Nå Sorenas, man kan s'gu ikke vinde hver gang.

Middagen indtog vi på Pegasus, en ret ny restaurant, der gerne vil være lidt jet-set og avantgarde-agtig på samme tid. Meget enkelt og stilet indrettet og med egen kunstmaler. Ja, intet mindre. Der stod en gut med et staffeli og malede den ganske aften. Det udviklede sig til nogle fuglesilhuetter på rød baggrund. Fuglene var vist nogle trane-agtige fætre, men i så fald havde de udviklet en heftig fåresyge. I den virkelige verden havde de nok haft lidt vanskeligt ved at holde sig i luften. Der var da heller ingen af de spisende gæster, der bød på billedet - men stemningen var VANvittigt avantgarde...

Aftenens - og weekendens - kodeord skulle efterhånden vise sig at være 'dekadence'. Den skulle jo ikke have for lidt, når endelig stifterne af Akademisk Rygklapperselskab var samlet. Vi gav den en ordenlig skalle med tre retter hver, to flasker vin somt kaffe og cognac. Ja, faktisk var jeg lige ved at få fire retter. Pigen der serverede ved vores bord havde vist ikke haft engelsk på højt niveau i gymnasiet. Da vi bestilte prøvede jeg, for at gøre det hele lidt lettere, at forklare, at vi alle skulle have den samme hovedret - tournedos. Hun påstod, at hun havde forstået det og gik sin vej. Vi var dog ikke overbeviste. Og ganske rigtigt; hun vendte kort tid efter tilbage til vores bord for lige at sikre sig, at det var mig, der havde bestilt to hovedretter.

Man kan lige se dem ude i køkkenet, ikke? Hun kommer ud og siger 'I tror det er løgn! Ham den lille fede ved bord 9 har bestilt to hovedretter! Og han har allerede bestilt ekstra brød fire gange!' Kokken har været ved at dø af stress. 'Ring efter bageren! Mere brød! Årh nej!' Men jeg kunne trods alt berolige dem med, at der vist var opstået en lille misforståelse.

Efter spisningen begav vi os mod min foretrukne cocktailbar. På vej over rådhuspladsen blev vi passet op af en lille, overvægtig italiener, der spurgte, om vi havde planer for aftenen. Jeg forklarede, at det havde vi sådan set - det tog han sig imidlertid ikke af. Han drog sit visitkort frem af lommen og inviterede os op på sin nærliggende stripklub, der hed noget i retning af 'Mario - strip expert'. Jeg ved ikke helt, hvad de har forestillet sig, da de lavede det kort. En fed italierner, der kommer rendende med et kort, hvor der nærmest står, at det er ham, der stripper. Stedet kan ikke ligefrem være overrendt af kunder. Eigil sagde da også med en vis utilpashed i stemmen, at hvis det var ham den fede italier, der stod og smurte sig ind i majsolie, så kunne det altså være ligemeget.

Summa summarum: vi gik på cocktailbart og mødtes derefter med Svenn på SMC; en bar der ligger i forbindelse med Contemporary Art Center. Engelund og jeg fik hver en Campari Soda - ti cl campari som standardmål. Skål min dreng.

KGB-museet blev naturligvis også beset - dog i dagtimerne - ligesom vi var et smut i universitetskirken og på selve universitetet. Nydelige bbygninger. Endvidere fik vi aflagt høflighedsvisit på den svenske ambassade, hvor førstepraktikant Seppi gav en glimrende rundvisning og adskillige kopper stærkt tiltrængt kaffe. Vi fik glimrende aftensmad på en indisk restaurant sammen med store dele af resten af det internationale sjak herovre. Dog har de tilsyneladende manglet tallerkener i køkkenet; jeg fik i hvert fald klasket min hovedret op på tallerkenen, hvor resten af forretten lå og grinede ad mig. Nå, tjeneren var undskyldt. Han havde lavet noget nær verdens største Dry Martini til mig inden da. Jeg har sagt det før og siger det gerne igen: de er ikke generte med spritten herovre.

Efter middagen hørte vi smuk kormusik fra domkirken, der ligger lige ved den indiske restaurant. Der var aftenmesse i anledning af den nært forestående påskedag, og jeg tog mig den frihed at futte ned og kigge ind af glasdørene. Det var meget smukt. Kirken var stærkt oplyst, proppet med mennesker og koret sang så det var en fryd for øret. Ikke så smukt som Studentersangerne, det siger sig selv, men alligevel helt igennem hæderligt. Dog fattede jeg ikke meget af teksten - 'haleluja'-delen var jeg dog rimeligt med på.

Efter denne så rigelige mængde åndelig føde var det på tide at løbe på bar; denne gang stod Paparazzi for skud. Der anbefaler de sig blandt andet med et shot, der hedder Flaming Asshole. Engelund fik det dog hurtigt omdøbt til Flemmings Asshole, og Svenn måtte konstatere, at hårende var lidt vanskelige at få ned. Resten af aftenen forløb på bedste vis med rigelige mængder fadøl og kan-du-huske-denganghistorier.

Søndag havde jeg i min grænseløse genialitet arrangeret et lille kurophold for de så godt som slagne tropper. De fire danske knægte tog en hyrevogn til Villa Allicante, hvor der vankede massage, tyrkisk bad, spa, sauna og generel afslapning og fordriven tømmermænd. En glimrende kur som ikke kan anbefales nok. Dog skal man lige huske at orientere sig i reglerne for et sådant kursted, inden man kaster sig i bølgen blå. Da vi kom ud fra omklædningen blev jeg så begejstret for at se et badebassin, at jeg lavede et flot hovedspring. Engelund fulgte rask efter med en bombe, der drev de øvrige badegæster op af vandet. Straks efter fik vi bademesteren på nakken, der i korte og præcise vendinger forklarede os, at man ikke måtte springe. Vi parerede ordre, hvilket skulle vise sig at være en god ide - det var bademesteren, der skulle massere os efterfølgende...

På mirakuløs vis overlevede vi massagen - det var faktisk en stor fornøjelse. Aksel fik vi sendt til lufthavnen, idet han skulle hjem og skrive staveord eller noget i den retning.

Mandag d. 9. april fik vi os - tro det eller ej - en sen morgenmad på Cozy, der efter litauiske forhold laver en glimrende brunch. Til 25 kr. Derpå mødtes vi til en kop kaffe med Svenn inden vi drog mod praktikant residensen for at få sendt drengene til lufthavnen. Flybilletterne kunne fjolserne naturligvis ikke finde, men de havde dog reservationsnummeret, så de alligevel kunne slippe ud af landet. Tak for besøget venner.

Og nu sidder jeg så her med snue. Jeg fik tilranet mig den søndag nat, da vi gik hjem. Vejret slog om, og som en afveksling fra de 17 grader vi havde for to en halv uge siden, fik vi et godt lag sne mandag. Og min kortærmede skjorte under frakken var desværre ikke nok til at holde kulden fra kroppen.

Ringen er sluttet; jeg sidder med forkølelse, og du, kære læser, har med få afstikkere fået forklaringen på hvorfor. Jeg takker ydmygst for din opmærksomhed og håber, at du vil læse med næste gang.

På falderebet kan jeg da lige nævne, at jeg fandt drengenes flybilletter under en buke tøj på mit værelse. Det er åbenbart gået voldsomt for sig...