Folkefest og resultatløs jagt på en bjørnefitte

Kære læser jeg kan mærke, at dette bliver en lang, lang post. Kog en kop kaffe eller knap en pilsner op, så der er lidt, du kan styrke dig på under læsningen. Hvis du da ikke falder i søvn undervejs.

Meget er sket siden sidst. For eksempel har vi holdt fri. I fredags var Litauen lukket i anledning af nationaldagen, hvor man markerer løsrivelsen fra Rusland i 1918. Således også den danske ambassade, der sympatisk nok sørger for at give sine medarbejdere fri på såvel litauiske som danske helligdage.

Som Danmarks repræsentant i Litauen, ser jeg det naturligvis som en af mine fornemste opgaver at følge den lokale skik og brug samtidig med, at Dannebrog holdes højt. Ikke mindst derfor begyndte jeg at fejre nationaldagen allerede torsdag, hvor praktikanter fra forskellige ambassader og handelskamre vanen tro mødtes på Universitetsbaren. Vi var en flok bestående af tyskere, nordmænd, svenskere, amerikanere, spanioler, finner samt danskere i dygtigt krigshumør. Kirsten var desværre blevet lidt upasselig under spisningen på en argentinsk restaurant inden værtshusbesøget, så hun var stukket hjem i kurven og gik således glip af en herlig aften, nat og morgen. Men hun har lovet at komme tilbage i kampen.

Vi lagde ud på den før omtalte bar, hvor tyskerne kom anstigende med en gut midt i halvtredserne ved navn Carlos. Han præsenterede sig som Cultural and Press Officer ved den Amerikanske Ambassade. Han var lidt lavere end mig og af udseende det man vil kalde ’hispanic’. Derudover havde han en flot måne og argumenterede længe for, at vi skulle finde et sted at danse. Som sagt, så gjort. Vi fandt et udmærket sted, der spillede rimelig musik og påstod, at have ’Erasmus night’, altså fest for udvekslingsstuderende.

Der blev danset moderne og kastet fadøl ned den ganske nat, og jeg selv nød den store ære at blive udnævnt til dansk kulturattaché af de øvrige tilstedeværende. Ifølge pålidelige kilder på den Norske Ambassade ved man, at en fest er god, når den danske kulturattaché er fuld. Jeg takkede og bukkede.

Hen under klokken fem fredag morgen blev vi smidt på porten, hvilket var lidt problematisk, da flere af os sagtens kunne drikke mere øl – jeg kunne i hvert fald. Så en tysk pige, Elin, og jeg fulgtes hjem til ham den amerikanske kulturfætter. Han bor i en ÅNDSSVAGT stor lejlighed; et lille stykke USA ganske smagløst indrettet (dansk fordomsfuldhed melder sig atter på banen). Vi fik en lille en at slutte aftenen på og klokken syv fredag morgen ramte jeg køjen behageligt mæt af indtryk og forsynet med telefonnumre på svenske Erasmus-studiner.

Klokken et fredag middag mente Kirsten, at det var på tide at stå op for mig. Det kunne hun have ret i, for planen var at smutte til Kaunas, der ligger halvanden times togtur fra Vilnius – billetprisen er små tredive kroner. Jeg fik kæmpet mig op, kom i bad og konstaterede, at jeg både kunne fokusere og stå oprejst. Dette i hvert fald så længe som det tog at gå ned til McDonalds, hvor jeg indtog passende mængder livgivende og nærende fedt, salt og sukker. Og herpå gik turen mod Kaunas i et stilfuldt tog, der slår alt, hvad der hedder IC med flere længder.

Kaunas har tidligere fungeret som litauisk hovedstad, fordi polakkerne i 1920’erne og et godt stykke frem var så uforskammede at gøre krav på samt besætte Vilnius-provinsen – og jeg der troede, at polakkerne altid har været nogle stakler, som det var synd for! Sådan nogle som kampvogne skånselsløst tromlede hen over fra enten øst eller vest. Men de kan åbenbart også selv, de stakkels polakker.

Kaunas er en del mindre end Vilnius og mønster således godt 360.000 indbyggere. I mod- sætning til Vilnius bekræfter Kaunas en god del af de forestillinger, man har om byer i den tidligere østblok. Den er et sandt Mekka, hvis man tænder på faldefærdige træhuse (som er beboede), på beton-sovjet-byggerier der aldrig blev færdige og på murstenshuse, der er så godt som løbet tør for mørtel til at holde bare nødtørftigt sammen på stenene.

Vi opslog vort hovedkvarter på Hotel Metropol, der anbefalede sig med rindende vand, tætte vinduer samt morgenbuffet. Og en sådan herlighed kan man jo ikke sige nej til. Vi futtede lidt rundt i byen og oplevede hvordan uafhængigheden fejres i Litauen. På en af byens centrale pladser havde man opstillet en stor scene, hvor forskellige lokale gøglere optrådte med tidens toner – sådan en blanding af det nyeste pop samt noget, der var sådan lidt Lordi-agtigt. Hverken det ene eller det andet afskrækkede ældre ægtepar fra at snuppe sig en dans på de isglatte fliser for at fejre friheden. Det var lidt sejt.

I Vilnius gik det efter sigende endnu mere voldsomt for sig. Således skal statsministeren som gæstestjerne på scenen ved katedralen have givet en meget professionel guitarsolo til ’Final countdown’, ligesom præsidentmoderen siden august sidste år har pustet æg og malet dem i festlige farver for at glæde børnene i byen. Rundt om en væltet statue af Lenin dansede Vilnius’ bystyre en art smædedans iført traditionelle, litauiske krigsskind, som er af et snit, der tillader at man med lethed kan ’moone’ sit offer under dansen. Dette foregik under den menige befolknings øredøvende jubel og skyden med automatvåben, der sammen med et stort anlagt fyrværkerishow, rettet direkte mod den russiske ambassade, satte et festligt punktum for fejringen af nationaldagen. Den nyindsatte finske ambassadør har udtalt, at han aldrig har oplevet noget lignende. Men da jeg, kære læser, som bekendt ikke var i Vilnius denne aften, kan jeg ikke bekræfte ovenstående.

Så tilbage til Kaunas. Vi fandt en virkelig god restaurant, som havde en god blanding af lokalt og internationalt køkken. Og minsandten om de ikke havde skåret lidt ned på det overflødige fedt og tilsat lidt krydderier i stedet for – vidunderligt! Og vinen! Der var vin fra New Zealand, hvilket jeg ikke har smagt siden jeg var i… ja, New Zealand. Alt i alt var det så godt, at blev nødt til at spise der lørdag også.

Lørdag var vi et smut på kunstmuseum. Litauens nationalkunstner, Ciurlionis, blev født i Kaunas som noget af en tusindkunstner. Han malede, tegnede og komponerede musik, så det var en sand lyst. Det hele kunne opleves på museet. En stor del af hans malerier er for tiden udstillet på Gl. Holtegaard, så der kan du eventuelt stikke for og opleve hans billeder. Jeg synes, at de er ret fede.

Vi var ligeledes et smut oppe i en kirke på et bakkedrag højt over byen. En fin, lille kabelbane førte derop, og Kirsten synes, at jeg skulle filmes sammen med kabelbanemorfar:

Byens katedral, som er en anden kirke end den på bakkedraget, fik også besøg af os. Vi ankom midt i en slags bunkebryllup, hvor fem par stod i kø ved alteret. Bryllupsgæsterne daskede sådan lidt ind og ud af kirken efter behag, ligesom ældre damer knælede foran Madonnaen og bad om en litauisk Pia Kjærsgaard, flere varme strømper eller hvad ved jeg. Vi blev hængende og overværede ceremonien der sjovt nok virkede langt mere afslappet og uhøjtidelig end i danske kirker. Og jeg der troede, at katolikker var så stive i betrækket.

Og så fik vi besøg i Kaunas. Den tyske pige Elin og den norske nordmand Svenn sprang på en bus og tog fra Vilnius, da de åbenbart savnede begavet, charmerende og smukt selskab. At ikke kun Kirsten men også jeg var der, må have været en streg i regningen. Vi mødtes på en ok lille restaurant, hvor vi fik en udmærket gang stuvet elg. Der var såmænd også bæver på kortet (nej drenge, ikke den slags bæver).

Som I ved, har jeg en vis forkærlighed for hovedbeklædninger, og en af mine store planer var, og er stadig, at anskaffe mig sådan en russerpelshue. Eller snarere en ’björnfitte’, som Svenn gjorde mig opmærksom på, er det korrekte, norske udtryk. Som bekendt stammer alt godt oprindeligt fra Norge.

Desværre skulle det ikke lykkes mig at finde en sådan bjørnefitte. Når jeg spurgte efter den så de meget mærkelige ud i hovederne og talte om at ringe til sædelighedspolititet. Så jeg har måttet se mig nødsaget til at købe en hue, om end huer er den eneste slags hovedbeklædning, jeg har et lidt anstrengt forhold til. De klæder mig simpelthen ikke under nogen som helst omstændigheder. Overhovedet. Men alas! Det var så pivende koldt i weekenden, at der ikke rigtig var nogen vej uden om. Ørerne truede ganske enkelt med at stå af. Sådan bogstaveligt talt. Jeg er ellers i reglen ikke kuldskær, men det her var lidt for meget af det gode.

Og tænk jer… I en sådan en kulde render små pigebørn, der dårligt har rundet 16 år rundt på gågaden med bare ben og skørter, der er mindre end miniskørter. Vi kalder dem ’tissues’. For fanden da! Normalt klager jeg ikke over piger, der er lidt udfordrende klædt – selv om de gerne må være lidt ældre end ovennævnte. Men på den anden side; i den kulde havde man ikke været i stand til at føle eller vise nogen form for begejstring.

Hillemænd, hvor er det dog blevet langt det her. Og som vanligt handler det egentlig ikke om så meget. Hvis du, kære læser, har holdt ud til den bitre ende, så tager jeg bjørnefitten af for dig – når jeg altså finder en. Og jeg giver også en bajer, hvis du kommer til Vilnius…