To liter Bjørnebryg og en elendig peberbøf

Jeg troede egentlig, at det mest var Carlsberg, der sådan gjorde sig for alvor på det internationale ølmarked. 'Part of the game' og alt det. Men det viser sig, at andre hæderkronede producenter af det glimrende middel mod virkelighedssans har meldt sig på banen i Litauen.

Således kan man i Maxima, der er den største kæde af dagligvareforretninger i landet, købe både Faxe Premium og - hold nu fast, kære læsere - Harboe Bjørnebryg på to-liters plasticflasker! Det er da noget, der ville anspore til mere end almindeligt dansemik på Den Grønlandske Ambassade i København, hva'? Prisen fik jeg i min begejstring faktisk ikke kigget nærmere på, men i omegnen af femten kr. er nok ikke skudt helt forbi. En udmærket importøl som Pilsner Urquell fås for en flad femmer.

Inden besøget i Maxima var vi et smut i udkanten af byen for at bese byens TV-tårn. Udsigten var pragtfuld ikke mindst grundet det smukke vejr.

I tårnet er der anlagt et cafeteria med bar, og man må sige, at der et sted med så formidabel en udsigt virkelig er basis for at trække folk til med et lækkert spisested og en funky, veludrustet bar. Så meget desto mere er det vanvittig ærgerligt, at man ikke gør det.

Hele lokalet er i sådan nogle klare Fischer Price-farver i slut 90'er-design på den ærgerlige måde. Baren er nærmest lidt sølle; udvalget var i hvert fald ikke noget, der ansporede til at blive hængende den halve nat (de lukker så også kl. 23.00, så det giver sig selv).

Og maden... Kirsten og jeg fik hver en peberbøf. Og man skal naturligvis være åben og tolerant, hvilket jeg selv synes, at jeg er meget flink til. Meeen... Bøffen, der var grå indeni, var nærmest paneret i peber, hvilket virkede lige offensivt nok og flåede dygtigt i gummerne. Tilbehøret var mere end beskedent; således var der ud over bøffen anrettet en skoldet tomat, tre løgringe, en lidt fesen salat samt en bagt kartoffel. Nu tænker man, at en bagt kartoffel da er ret stor. Det er bagekartofler som regel også, men nu var det altså bare ikke en bagekartoffel, vi fik serveret. Det var en ganske almindelig spisekartoffel, der lige gjorde det sidste til, at man tænkte, at det var da godt nok et elendigt måltid. Og det blev desværre ikke opvejet af, at bordene, ligesom i TV-tårnet i Berlin, står på sådan en skive, der for udsigtens skyld og til ære for de legende børn drejer 360 grader om højdeaksen. Nok om det. Fremover nøjes vi med fadøl deroppe.

Dette billede har egentlig ikke noget med dagens begivenheder at gøre. Det er blot sat ind, fordi billeder giver folk en lille pause i læsningen og giver frisk mod på at fortsætte. Billedet er af floden, der skærer gennem byen. For tiden med isflager dovent på vej mod havet.

Efter at have besøgt TV-tårnet kørte vi forkert med busser et stykke tid; ja, vi stod til tider endda af ved forskellige stoppesteder for at øge spændingen. Dette til trods landede vi begge ved Europacenteret, der er det senest opførte shoppingcenter herovre. Meget dyrt og fancy hvilket vil sige, at priserne på tøj og sko og den slags svarer nogenlunde til danske forhold. Og det var så også i Europacenteret, jeg opdagede den famøse Bjørnebryg under vores indkøb af forskelligt til husholdningen. Vi fyldte tre bæreposer med dagligvarer, blandt andet en del kød og - tro det eller ej - øl, og vi kom ikke over 200 kr. Priserne på madvarer er meget sympatiske.

Den første del af aftenen tilbragte vi i Lietuvos Nacionaline Filharmonija, hvor det nationale symfoniorkester spillede Beethoven for os - blandt andet Skæbnesymfonien. En dejlig oplevelse. Det synes også Kirsten, der fik taget sin 'klassisk koncert-mødom' ved samme lejlighed. Og så har Nationalscenen i Danmark i øvrigt nogle områder at stramme op på. I pausen indkøbte jeg et glas champagne, en kop kaffe og en en flok små chokolader formedelst 30 kr.

Efter koncerten spiste vi på en restaurant, der nok var indrettet lidt til ære for turisterne, men maden var virkelig god. Mange steder herovre synes politikken i køkkenet at være, at maden nok skal være fed men så til gengæld endelig ikke for krydret. Og det kan jo godt blive lidt kedeligt i længden. Men som sagt; maden i aftes var rigtig god. Vi betalte så også prisen: 110 kroner snuden for to retter, vand og vin.

På restauranten sad i øvrigt en flok piger og lod sig traktere med kaffe, kage og en flaske sprit. Skudsikkert koncept. Alkoholen havde tilsyneladende løsnet lidt på formerne, for en af pigerne sad på et tidspunkt og fortalte en historie, hvori i der indgik højlydt gengivelse af nogle rytmiske lyde/udbrud. I ved godt alle sammen, hvad jeg tænkte. Og min mistanke blev bestyrket af, at en af de andre piger ved bordet tyssede på fortællersken, netop som jeg kiggede over på dem. Fortællersken så straks over på mig, og blev VANvittig pinligt berørt og fnisede som en skolepige. Jeg sad og smilede i et forsøg på at signalere 'rolig nu, jeg taler ikke litauisk'. På den anden side vil jeg heller ikke udelukke, at mit ansigtsudtryk kunne forveksles med mit berømte sjofel-onkel-smil. Jeg overvejede at gå hen til dem og gøre opmærksom på, at jeg ikke havde fattet en dart af historien, men Kirsten synes, at det ville være synd, at ødelægge al det sjov de ville få resten af aftenen på baggrund af det lille intermezzo. Jeg gav hende ret.

Aftenen fortsatte på cocktailbar, hvor vi mødte ambassadens arkivar - en ung svensk pige. Vi viste os at være kommet på knus og kindkys, så vi konkluderede, at Helena vist havde fået lidt indenfor vesten inden turen på bar.

Vi flottede os og tog en taxa hjem - det kostede os omkring tyve kr. for en tur på ti minutter-et kvarter. Chaufføren, der selv er vognmand, fortalte os, at selvom Vilnius er en lille by med hele 3000 taxaer, er der altid mangel på vogne. Eller rettere; på chauffører. Vores chaufførs firma har 22 vogne og kun 15 chauffører. De bliver ved at forsvinde til England, Irland og - Danmark. Og der har vi så Litauens problem med, at arbejdskraften på alle uddannelsesniveauer forsvinder til udlandet. Arbejdskraftens frie bevægelighed må siges at være bagsiden af den flotte EU-medalje. Siden uafhængigheden i 1991 er 300.000 litauere rejst ud af landet - det er næsten 10% af befolkningen og naturligvis et kæmpe problem, når man forsøger at stable en stabil økonomi og et sundt arbejdsmarked på benene. Her kommer vi i øvrigt tilbage til de før omtalte strukturfondsmidler fra EU. De skal blandt andet bruges på at holde på arbejdskraften i Litauen.

Og til allersidst til de mange spændte, der har set mig alt for mange gange men ikke en eneste gang Kirsten:

Her sidder vi i hinandens og fadøllets dejlige selskab på bar med andre praktikanter fra diverse ambassader og handelskamre i Vilnius.

Og hermed runder jeg dagens beretning af. Jeg skal i køkkenet og lave mad til den unge Frk. Friis.