Et møde med fortiden og noget om hvordan man køber stemmer

Atter en uge er gået. Faktisk har vi snart været her en måned, hvilket ikke er helt til at fatte. Tiden er en troløs elskerinde; bedst som man tror, at den er tøjlet, bliver man sejlet agterud. Fordømt. Men tænk, nogle gange bliver man angrebet bagfra af tiden. Indhentet af fortiden kalder nogle det. Det blev jeg i dag. Jeg prøvede at håndtere situationen med den diplomatiske behændighed, jeg bilder mig ind at have tillagt mig.

Jeg var i dag til møde i den danske Business Club her i Vilnius. Og hvordan skal man beskrive det... Kirsten siger det egentlig meget rammende: et useriøst Rotary-møde. Det er danske erhvervsdrivende i Litauen, der mødes en gang om måneden til et foredrag af mere eller mindre relevant karakter. Dette foredrag er egentlig mest en undskyldning for efterfølgende at spise og drikke sammen på SAS Radisson. Og det er skam også fint nok. Her til aften var der et foredrag om korruption ved en vis Jens Berthelsen.

Og jeg synes nok, at navnet sagde mig noget, da jeg for nogle uger siden læste om aftenens arrangement. Og ganske rigtigt. Aftenens foredragsholder var selv samme Jens Berthelsen, der i det herrens år 2004 tildelte mig mit første af to 5-taller på Københavns Universitet. Han er ven af ambassadøren og hendes mand, så Berthelsen dukkede op på ambassaden i dag. Og da han hilste på mig, kunne man godt se på ham, at han tænkte som en rasende over, hvor han kendte den unge mand fra. Jeg forbarmede mig og mindede ham om sammenhængen, som han undervejs til mødet offentliggjorde i ambassadørens vogn. Fru ambassadøren sagde ikke noget; hendes mand morede sig kongeligt, og jeg tænkte ved mig selv, at lidt damage control, i form af slesk tale og billig portvin, forhåbentlig ville få minimeret den lille historie om det beklagelige 5-tal i International Politik til noget i retning af en hyggelig anekdote på ambassaden. Og trods alt blev karakteren jo også konverteret til et 9-tal ved reeksamen.

I går søndag var der ellers kommunalvalg i Litauen. På landsplan vandt socialdemokraterne efterfulgt af de konservative. Her i Vilnius vandt partiet 'Order and Justice' (det hedder det!) med Rolandas Paksas i spidsen. Paksas har tidligere været Litauens præsident, men røg i løbet af sin valgperiode ud i noget halløj med, at nogen mindede pressen om, at Paksas havde forbindelser til mafiaen og vist nok også i kraft af sit præsidentembede havde givet litauisk statsborgerskab til en russisk våbenhandler, der tjente en del penge på borgerkrige i den tredje verden. Nå, man ham Paksas bliver altså borgmester i Vilnius, med mindre de andre partier kan finde ud af at lave en koalition uden om ham. Det er vi ret interesserede i på ambassaden.

På valgdagen i går søndag var jeg et smut ude i det ganske land sammen med praktikant på den finske ambassade samt førstesekretæren og praktikanten på den norske ambassade. Den norske prakitkant (den før omtalte Svenn) havde fået skaffet os observatørkort, så vi kunne futte rundt i den norske bil, som er en Volvo, og observere lidt valg. Det var faktisk ganske underholdende. Det skal lige siges, at billederne ikke er fra valgdagen, men kvaliteten af husene på dem svarer meget godt til standard udenfor Vilnius.


Det svinger lidt fra sted til sted, hvor højt man går op i de der principper om, hvordan sådan et valg helst skal foregå. Et sted skulle vi vise ID sammen med vores observatørkort, hvilket var fint nok, da det også stod på selve kortet, at det kun var gyldigt mod forevisning af ID. Det sted var bare det eneste ud af otte-ti stykker, hvor de rent faktisk ville se ID. Men det var også der, de var mest strikse med formalia.

Andre steder, som for eksempel der, hvor en mand tog både sin egen og konens stemmeseddel med ind i boksen og udfyldte begge to, tog man lidt mere let på det. Der var også den by, hvor man havde en gennemsigtig stemmeurne. Svenn stod og kunne tydeligt se, hvor folk havde sat deres krydser. Men det allerbedste var nu der, hvor der stod en lidt subsistensløst udseende herre og klagede højlydt over, at der ikke var nogen, der ville købe hans stemme. Klagen rettede han til den tilforordnede, der vist prøvede at forklare ham, at klagen i hvert ikke skulle rettes til dem, der skulle tilse, at valget forløb efter loven.


Det har faktisk været oppe i pressen et par gange op til valget. Det er ikke unormalt, at alkoholikere og andre studerende stiller sig op foran valgstederne og tilbyder deres stemme for 15-20 kroner. Eventuelle købere siger så til sælgeren, at vedkommende skal gå ind og stemme på for eksempel socialdemokraterne. 'Ok' siger sælgeren, går ind og stemmer, kommer ud igen, får pengene og køber en flaske vodka.

Apropos socialdemokrater, så har de kørt rundt i randområderne i busser og samlet folk op for at køre dem til valgstederne. Undervejs er man så lige standset ved et værtshus for at give en omgang bajere til passagererne. Bare for at vise partiets gode vilje. Bevares, det kan ikke garanteres, at det giver stemmer. Men det er bestemt pengene værd at forsøge... Men det stunt vakte trods alt også lidt røre i pressen og gav lidt løftede pegefingre.

Men nu må vi så se, hvem der bliver borgmester i Vilnius. Hvis det bliver den korrupte Paksas, såvil jeg prøve at bestikke ham til at reparere vores ejendoms elevator, så Kirsten og jeg slipper for at tage trapperne op til 5. sal...